Det betyder meget med god humor på værkstedet, fortrolige snakke i kantinen og small-talk, mens man arbejder. Gode kollegaer er nemlig det, der gør allerflest 3F'ere lykkelige på deres job Foto: Berit Hvassum

Gode kollegaer vigtigst for trivsel

Det vigtigste for at være glad for sit arbejde er gode kollegaer. Og så kommer løn, respekt og familieliv i anden række, viser undersøgelse af lykke på jobbet.

Det betyder meget med god humor på værkstedet, fortrolige snakke i kantinen og small-talk, mens man arbejder. Gode kollegaer er nemlig det, der gør allerflest 3F'ere lykkelige på deres job. Det viser Nyhedsbrevet 3F's undersøgelse af lykke på jobbet, som 894 3F'ere har deltaget i.

Gode kollegaer betyder langt mere end for eksempel kort transporttid, sikkerhed for at beholde jobbet og løn.

- Man er 7-8 timer hver dag på arbejdet, og der bruger man altså det meste af ens tid udenfor familien. Det er på arbejdet, at man har den største del af den sociale omgang uden for familien. Derfor er sociale relationer det vigtigste for folk, forklarer Christian Bjørnskov, der er professor ved Århus Handelshøjskole og forsker i lykke.

Punkterer myter om 3F'erne

På de næste pladser på listen, over hvad der gør 3F'erne lykkelige, følger anerkendelse fra ledelse og kollegaer, indflydelse på arbejdet og en løn, der svarer til arbejdsindsatsen.

- Det handler om sociale relationer, om at have initiativ og blive belønnet for det. Sådan er det i hele den vestlige verden siger Christian Bjørnskov.

Undersøgelsen er med til at afkræfte nogle fordomme, mener lykkeprofessoren.

- Mange har den opfattelse, at 3F'ere er sådan nogen, der er gammeldags og ikke har fulgt med resten af samfundet. Men kigger man på den her undersøgelse, så ser vi, at 3F'erne er ligeså fokuseret på fair belønning, sociale relationer og at få tingene til at virke på deres arbejde som alle andre. Det viser, at 3F'erne er ligeså moderne indstillet som resten af samfundet, påpeger Christian Bjørnskov.

Lærer ikke nyt på jobbet

Kun hver fjerde 3F'er svarer i undersøgelsen, at det er vigtigt at "lære nyt". Men det betyder langt fra, at 3F'erne ikke er nysgerrige.

- Vælger man job som universitetslektor eller journalist, er det ofte fordi, at man gerne vil lære nyt. Men det betyder ikke så meget for den typiske 3F'er at lære nyt på sit job. Den typiske 3F'er vil meget gerne lære noget nyt, men det er bare ikke på jobbet. Så har de andre interesser og dyrker en hobby, siger han.


Lagt på: 25. Juli 2008 09:30

Sidst ændret: 24. Juli 2008 14:59

Fakta

Hvad gør 3F’ere lykkelig i deres job? 1. Gode kollegaer
2. Der bliver sat pris på mit arbejde
3. Kan selv styre arbejdet
4. Løn svarer til indsats
5. Arbejde kan hænge sammen med familie
6. Andre respekterer arbejdet
7. Arbejdet gør en forskel
8. Fleksible arbejdstider
9. Kort transporttid til job
10. Lærer nyt
11. Sikker på at beholde arbejdet
12. Faste arbejdstider
13. Bruge kroppen aktivt

Om undersøgelsen:
894 medlemmer af 3F’s webpanel har svaret. Undersøgelsen er udført af Analyse Danmark.