Mærsk lever ikke op til sine egne erklærede standarder om sikkerhed. Arkivfoto.

Mærsk ikke gode nok til at uddanne i sikkerhed

Maersk Oil skal rette op på sikkerheden, viser undersøgelse. Der er store problemer med uddannelse og kurser.

Mærsk lever ikke op til sine egne erklærede standarder om sikkerhed.

Det er en af konklusionerne i en ny rapport om sikkerhed hos Maersk Oil i Danmark, Qatar og Storbritannien. Undersøgelsen er udarbejdet af det amerikanske firma ABS Consulting i samarbejde med Mærsk i løbet af 2007 og 2008. Den retter en hård kritik af dele af proces-sikkerheden i Maersk Oil.

Undersøgelsen viser blandt andet, at der er alvorlige problemer med den uddannelse og træning, de ansatte får i sikkerhed. Blot 43 procent af de adspurgte ansatte kunne svare ja til spørgsmålet om hvorvidt, de er tilfredse med deres uddannelse i sikkerhed. Det er ifølge rapporten ”langt under det acceptable niveau.”

Hvis under 60 procent af de ansatte er tilfredse med uddannelsen, repræsenterer det nemlig ” en meget alvorlig situation” for sikkerhedskulturen, anfører konsulentfirmaet. I Storbritannien var blot 31 procent tilfredse med sikkerhedskurserne, mens 49 procent svarede positivt til spørgsmålet i den danske sektor.

Britiske problemer

De britiske oliefelter er smertensbarnet for Maersk Oil, når det handler om sikkerhed. Rapporten konkluderer, at “Maersk Oil UK viste at have en meget dårlig proces sikkerhed.”

Det er langt fra første gang, den kritik bliver fremført. Det britiske arbejdstilsyn lukkede i november 2007 Mærsk-feltet “Janice” i Nordsøen på grund af massive problemer med sikkerheden. Produktionen blev først genoptaget i juni 2008.

De øvrige lande går heller ikke helt fri for kritik, omend tonen er mildere:

“Maersk Oil Qatar og Danmark har langt færre mangler, sammenlignet med Storbritannien, men de er stadig betydelige,” konkluderer undersøgelsen.

Samtidig bemærker konsulentfirmaet, at arbejdskulturen i Qatar formentlig har betydet, at de lokale ansatte har været tilbageholdende med at kritisere deres arbejdsgivere i undersøgelsen.

Mærsk kan risikere katastrofe

Undersøgelsen blev bestilt af A.P. Møller-Mærsk efter en stor olieeksplosion på BP’s olieraffinaderi i Texas i 2005 med 15 dræbte. Mærsk ønskede at få at vide om noget lignende kunne ske få det danske selskab. Det kan ikke udelukkes, ifølge rapporten:

”Maersk Oil havde flere af de samme processikkerhed sygdoms-symptomer, som plagede BP. Næsten alle var til stede i Storbritannien, mens kun få eksisterede i Danmark og Qatar,” fastslår undersøgelsen.

Brug for handling

Undersøgelsen foreslår 29 konkrete tiltag, der kan forbedre sikkerheden for de ansatte i Maersk Oil. De bliver taget alvorligt, forsikrer Mærsk.

- Vi er i færd med at følge op på rapportens anbefalinger, og det er vores mål at have færdiggjort alt opfølgningsarbejde inden for en 24 måneders periode. Noget kan gennemføres umiddelbart, mens andet kræver mere planlægning, og vi vil gå systematisk til værks, siger Anders Würtzen, underdirektør i Maersk Oil til Nyhedsbrevet 3F.

Rapporten konkluderer, at Mærsk har kapaciteten til at blive førende inden for sikkerhed i olieindustrien, men sender også en advarsel:

”Hvis kritikpunkterne i undersøgelsen negliceres, vil det dømme Maersk Oil til at gentage fortidens problemer med proces-sikkerhed og forhindre effektiv risikostyring, når dets globale olie- og gasoperationer udvides.”


Sidst ændret: 02. Juli 2008 13:49