Aalborg Tekniske Skole skal måske af med endnu en million kroner for det kuldsejlede eventyr med uddannelse af ukrainske landbrugselever. Foto: Michael Bo Rasmussen

Erhvervsskole vil betale millionregning for landmænd

Ledelsen for en af landets største erhvervsskoler har indstillet sig på at betale en regning på en million kroner, som skolens praktikværter har fået for en ulovlig uddannelse af ukrainere.

Aalborg Tekniske Skole skal måske af med endnu en million kroner for det kuldsejlede eventyr med uddannelse af ukrainske landbrugselever.

I hvert fald er den nordjyske erhvervsskole parat til at åbne for pengekassen på ny, hvis dens 20 praktikværter sender deres regninger fra Arbejdsgivernes

Elevrefusion videre til skolen. De 20 jyske landmænd bliver snart mødt med et krav på i alt en million kroner. Det svarer til det beløb fra AER, som bønderne har fået refunderet i lønudgifter til deres ukrainske praktikanters løn, imens østarbejderne har været på skolebænken for at tage en ulovlig uddannelse på Aalborg Tekniske Skole.

- Vi har fået lavet en juridisk vurdering, som siger, at vi er erstatningspligtige over for landmændene. Så hvis landmændene sender regningen til os, så må vi betale, siger Lars Bregnehøj Hansen, uddannelseschef på Aalborg Tekniske Skole, til Nyhedsbrevet 3F.

Skole har fået en millionregning

Aalborg Tekniske Skole har allerede fået en kæmpe regning for den ulovlige uddannelse af 32 ukrainske elever. Lovbruddet betød, at erhvervsskolen måtte betale et statstilskud på godt en million kroner tilbage til de danske skatteborgere.

Derudover har den nordjyske erhvervsskole fået ca. 3.000 kroner fra AER for hver af de uddannelsesaftaler, som skolen har lavet med de 32 ukrainere på den ulovlige uddannelse. Og nu må skolen også af med dette tilskud på hen ved 100.000 kroner.

- Vi betaler også disse 100.000 kroner. Det giver sig selv, siger Lars Bregnehøj Hansen, uddannelseschef for Aalborg Tekniske Skole.


Lagt på: 19. Juni 2008 15:35

Sidst ændret: 19. Juni 2008 15:43

Fakta

Ulovlig uddannelse

  • Aalborg Tekniske Skole er en af landets største erhvervsskoler med cirka 4.500 fuldtidselever.

  • Skolen har i 2007 fået godt en million kroner i statsstøtte til en særlig 20-ugers-uddannelse for kun ukrainske landbrugselever.

  • Undervisningsministeriet fastslog i februar i år, at uddannelsen er ulovlig, og Aalborg Tekniske Skole skal nu betale skattekronerne tilbage.

  • Erhvervsskolen skal samtidig betale et tilskud på 100.000 kroner tilbage til Arbejdsgivernes Elevrefusion.

  • Skolen har stoppet den ulovlige uddannelse, og 29 ukrainere får ikke den uddannelse som jordbrugsassistent, som skolen har hentet dem til Danmark for. I stedet måtte flere af dem rejse ud af Danmark.


Arbejdsgivernes Elevrefusion
  • 90.000 offentlige eller private arbejdsgivere bidrager til Arbejdsgivernes Elevrefusion, AER. De indbetaler 492,50 kroner i kvartalet for hver fuldtidsansat medarbejder.

  • Formålet med AER er at skaffe flere praktikpladser inden for erhvervsuddannelserne. Både offentlige og private arbejdspladser kan få refunderet nogle af udgifterne ved at have elever.

  • Arbejdsgivere, elever, skoler og udvalg kan få støtte i forbindelse med uddannelse af elever.