Efter halvandet års tovtrækkeri har polske Robert Podhalski fået efterbetalt 240.000 af transportfirmaet Scanita. FOTO: NIELS AAGE SKOVBO

Polak fik rekordbeløb ud af vognmand

Transportfirmaet Scanita i Randers har betalt 240.000 kroner til polsk chauffør efter forlig med 3F. Beløbet er rekordstort til en østarbejder på chaufførområdet.

Selv en vognmand kan blive for kreativ. Det må det store transportfirma Scanita fra Randers sande efter halvandet års juridisk tovtrækkeri med en nu stærkt forhenværende ansat polsk chauffør og hans fagforening 3F.

Scanita rystede for nylig op med 240.000 kroner i efterbetaling til den polske chauffør og 3F'er, som dermed fik ret i, at han var blevet underbetalt gennem godt et år og seks måneders ansættelse.

Polakken var ansat på kontrakt med Scanitas portugisiske datterselskab, men arbejdede med udgangspunkt i Danmark.

Her var lønnen fast: 2100 euro - 16.000 kroner - om måneden. På den baggrund sendte 3F i første omgang Scanita i Arbejdsretten for brud på overenskomsten.

- Scanita valgte at betale, inden sagen endte med dom, og nu vurderer vi, om der kan rejses lignende sager for andre polske chauffører, der har kørt for firmaet, fortæller faglig sekretær i 3F Randers, Henning F. Hansen.

Rekordbeløb

Den faglige sekretær vurderer, at kreativiteten bliver større og større i transportbranchen, men foreløbig er 240.000 kroner rekord for efterbetaling til en østchauffør i Danmark.

Scanitas driftsleder Kurt Mortensen afviser, at Scanita har gjort noget forkert.

- Polakken var ikke ansat i Danmark, men i vores afdeling i Portugal. Vi har betalt, fordi vi ikke har interesse i at bruge mere tid på den sag. Problemet er, at han har kørt i en bil med danske nummerplader, forklarer han.

I følge driftschefen er der ikke længere polske ansatte på lignende vilkår hos Scanita. Til gengæld kører tyske og franske chauffører for Scanita via firmaets tyske afdeling.


Lagt på: 09. Juni 2008 09:30

Sidst ændret: 09. Juni 2008 12:36

Fakta

3F-fokus på transport 3F har ansat fem konsulenter og sat 15 millioner kroner af til indsats i de kommende år mod social dumping og lønsnyd med østarbejdere. Det første fokusområde i den nye indsats er snyderi på landevejene - primært med udflagede danske lastbiler samt østeuropæiske og tyske chauffører i fokus.