Det er uligheden i sig selv, der slår os ihjel. Ulighed giver nemlig stress. Stress af den farlige kroniske slags. Stress giver dårligt hjerte, det går ud over immunforsvaret, og kronisk stressede bliver lettere syge, sagde forbundsformand Poul Erik Skov Christensen blandt andet i dagens grundlovstale.
Af Toril Steffensen, Fagbladet 3F, toril.steffensen@3f.dk
Et tilbud om sundhedstjek af medarbejdere i 50-års-alderen ude på arbejdspladserne ville kunne forebygge mange ufaglærtes alt for tidlige død. Og dermed mindske uligheden i befolkningens sundhedstilstand, lød et af budskaberne i forbundsformand Poul Erik Skov Christensens grundlovstale hos 3F Randers.
- Vi kunne tilbyde at komme ud på alle arbejdspladser og tjekke helbredet hos folk fra omkring 50-års-alderen. Vi ved jo, at der går hundredetusinder danskere rundt med forhøjet blodtryk og forstadier til sukkersyge og rygerlunger. De bliver syge og dør inden for en overskuelig årrække, hvis ikke vi får sporet sygdommen, før det er for sent, sagde forbundsformanden, der også fastslog, at hvis blot de ufaglærte levede lige så længe som de faglærte, kunne beskæftigelsen øges med 61.000 personer.
Poul Erik Skov Christensen henviste til nye undersøgelser, der viser, at mange ufaglærte har dårligt helbred på grund af kronisk stress.
- I mange år har det været almindelig visdom, at det såkaldte Underdanmark er offer for sin egen dårlige livsstil. Bare vi blev oplyst om det farlige i at ryge og drikke, så var det vores egen sag. Og at vi som ufaglærte åbenbart var uden for pædagogisk rækkevidde, ja, det var bare ærgerligt.
- Så enkelt er det ikke. Det er uligheden i sig selv, der slår os ihjel. Ulighed giver nemlig stress. Stress af den farlige kroniske slags. Stress giver dårligt hjerte, det går ud over immunforsvaret, og kronisk stressede bliver lettere syge, sagde forbundsformanden.
Han pegede også på, at alt for mange 3F'ere ender på førtidspension på grund nedslidning.
- Ser vi på en årgang 20-årige 3F’ere, så er udsigterne sådan, at mere end hver femte kvinde og knap hver sjette mand må forvente at forlade arbejdsmarkedet som førtidspensionist, inden de når frem til pensionsalderen. Det er simpelthen ikke godt nok, sagde Poul Erik Skov Christensen blandt andet.
Lagt på: 05. Juni 2008 12:39
Sidst ændret: 19. Januar 2011 14:24