Ny forskning bekræfter at sund mad til chauffører øger trafiksikkerheden Arkivfoto.

Dagens "rat" er sunde chauffører

Ny forskning bekræfter at sund mad til chauffører øger trafiksikkerheden.Chauffører kan blandt andet hente hjælp til bedre mad og livsstil i sundheds- og kogebøger lavet til landevejens folk.

"Salat" rimer bedre på "chauffør" end "truckersteak med pølsemix", og det gælder både, når det handler om chaufførernes egen sundhed og sikkerheden i trafikken.

En ny undersøgelse viser blandt andet, at lastbilchauffører, der har tanket maven op med groft brød, grøntsager og andre sunde madvarer, reagerer 16 procent hurtigere i trafikken end kolleger, der har spist traditionel junkfood fra motorvejenes cafeterier.

Den ny undersøgelse er udført for Transportsektorens Uddannelsesfond som del af et større EU-projekt.

Udover bedre trafiksikkerhed bekræfter undersøgelsen også at sundere mad gavner chaufførernes helbred i form af lavere kolesteroltal og blodtryk.

Sunde chauffører - og mangel på samme - har tidligere ført til udgivelse af blandt andet en sundhedsbog og en kogebog for chauffører, der vil spise sundt, når de er på farten i stedet for at stille op i køen ved cafeteria-disken med burgere, cola og pomfritter.

3F har været med til at støtte materialet, og forbundets transportgruppe har gennem flere år talt sundhedens sag overfor chauffører, der hvor de og deres tillidsfolk er til stede.

- Senest var vi repræsenteret på messen "Biler i Bella" med tilbud om måling af blodsukker, blodtryk og kolesteroltal, netop fordi der er sammenhæng mellem spisevaner, helbred og trafiksikkerhed, forklarer miljøkonsulent i 3F's Transportgruppe Kjeld H. Jensen.

Bestyrelsen for Transport Sektorens Uddannelsesfond, TSU, består af repræsentanter for 3F og vognmændene i ATL (Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik).


Lagt på: 03. Juni 2008 11:00

Sidst ændret: 03. Juni 2008 12:34

Fakta

Sund mad = sikre chauffører Ny undersøgelse påviser sammenhæng mellem sund mad til chauffører og øget trafiksikkerhed. Konklusionerne i undersøgelsen er blandt andet:

  • Lastbilchauffører, der spiser sund mad, reagerer 16 procent hurtigere på farlige situationer i trafikken end kolleger, har spist junk-food

  • Chauffører, der er begyndt at spise sundt føler sig mindre vrede og mere veloplagte end tidligere.

  • Den nye undersøgelse er udført for Transportsektorens Uddannelsesfond af ph.d., cand. scient. Jens Steen Nielsen og bac. scient. Mette-Marie Linding, Be-You Healthcare. Hun er er desuden forfatter til chaufførkogebogen "Dagens Rat".

  • I undersøgelsen har 18 udvalgte chauffører spist efter en særlig kostplan og er derudover blevet testet i en lastbilsimulator. Det samme er fem chauffører i kontrolgruppen.

  • Nogle af de chauffører, der spiste sundt under forsøget fik forbedret deres blodtryk og kolesteroltal.

  • Antallet af chauffører med for højt blodtryk faldt fra 52 procent før forsøget til 30 procent efter.

    Kilde: Berlingske Tidende og rapporten "Trafiksikkerhed og kost".