Det er en rigtig god ide at gøre det forbudt at købe sex hos en kvinde, der er handlet. Men der bør ikke indføres et generelt forbud mod at købe sig til sex. Foto: Scanpix

3F-webpanel: Forbyd købesex med handlede kvinder

Købesex med handlede kvinder bør forbydes. Men der bør ikke være generelt forbud mod at købe sig til sex, mener et flertal i Fagbladets webpanel. Emnet er i dag til debat i høring i Folketinget.

Det er en rigtig god ide at gøre det forbudt at købe sex hos en kvinde, der er handlet. Men der bør ikke indføres et generelt forbud mod at købe sig til sex.

Sådan siger flertallet i Fagbladet 3F's webpanel, hvor 913 3F'ere har svaret på spørgsmål vedrørende køb af sex i anledning af, at der i dag mandag arrangeres en større høring i Folketinget vedrørende prostitution.

61, 6 procent siger nej til et generelt forbud mod købesex. Flertallet er lidt større blandt mændene end kvinderne.

Webpanel: Indfør finsk model

Til gengæld mener hele 70,7 procent, at det er en god eller meget god ide, at vi indfører et forbud a la Finlands, hvor man kan blive straffet for at købe sig til sex hos et menneske, der mod sin vilje er blevet solgt til et liv i prostitution.

Forslaget er også forsøgt indført af De Radikale og enkeltpersoner i Venstre, men kritikere mener blandt andet, at det er for svært at håndhæve, fordi bevisbyrden er svær at løfte.

61,6 procent af de adspurgte 3F'ere mener ikke, at færre vil gå til en prostitueret, selvom der blev indført et generelt forbud mod købesex herhjemme.

Og cirka det samme antal - 62,5 procent - mener heller ikke, det vil mindske markedet for handlen med kvinder, hvis Danmark indførte et forbud.

Forbundsformand: Forbyd købesex

3F's forbundsformand er ikke på linje med Fagbladet 3F's webpanel. Poul Erik Skov Christensen har for længst meldt klart ud, at han vil anbefale et forbud.

- Den ene gang efter den anden er det blevet dokumenteret, at den lovgivning, vi har på området - eller manglen på samme - har betydet, at vi har et utroligt stort gråt marked, hvor bagmænd og banditter scorer millioner af kroner på folks elendighed. Og det mener jeg, vi har en moralsk forpligtelse til at komme til livs.

- Jeg synes, det skal være generelt kriminelt at købe sex, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan fjerne fødevejen for de bagmænd, der tjener på folk i nød og i slavelignende forhold, siger Poul Erik Skov Christensen, der afviser "mellemløsninger" a la Finlands.

- Man kan jo ikke på den måde se forskel på, om kvinder er handlede eller ikke-handlede. Og så kan jeg slet ikke se, hvorfor der skal bruges så mange kræfter på at sikre, at der er et prostitutionsmarked herhjemme. Hvorfor skal det være nødvendigt? Det er så lunkent, at vores politikere ikke tør tage den moralske debat og så bakke op om et forslag om at kriminalisere kunderne, siger 3F's forbundsformand.

Poul Erik Skov Christensen deltager selv under Folketingets høring i dag.


Lagt på: 02. Juni 2008 09:40

Sidst ændret: 02. Juni 2008 12:50

Fakta

Fakta om høring Program:

8.30-9.30 Indskrivning, kaffe og te

9.30-10.00 Velkomst og introduktion til program og oplægsholdere. Indledning til høringens problemstillinger.

10.00-11.30 Ligestilling og prostitution

11.30-11.45 Pause

11.45-13.00 Socialpolitik og "den danske model"

13.00-13.30 Sandwich-pause

13.30-15.15 Retspolitik og velfærd

15.15-15.30 Opsamling og afslutning