Danske chauffører i lastbiler med kran skal have et lovpligtigt bevis på uddannelse til at håndtere bil med kran. Men den regel gælder ikke for udenlandske chauffører og deres biler med kran.
Af Hans Christian Graversen, Fagbladet 3F, graversen@3f.dk
Det er altid klogt at passe på, når man går, cykler eller kører forbi en lastbil med en påmonteret kran i sving med at arbejde.
Men kommer lastbilen, kranen og chaufføren fra Polen, Tyskland eller andre lande, er der ekstra grund til at passe på sig selv.
Danske chauffører i lastbiler med kran skal nemlig have et lovpligtigt bevis på uddannelse til at håndtere bil med kran. Men den regel gælder ikke for udenlandske chauffører og deres biler med kran.
- Det er en underminering af mange års indsats for et bedre arbejdsmiljø og for sikkerhed for såvel chauffører som folk, der passerer forbi lastbiler med kran, siger Jan Villadsen, der er formand for 3F's Transportgruppe.
Han har netop gjort beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og medlemmerne af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg opmærksom på problemstillingen.
3F's Transportgruppe beder politikerne om at indføre lovkrav om krancertifikat til alle chauffører, der fører lastbilmonterede kraner i Danmark.
- Hvis ikke kravet også kommer til at gælde udenlandske chauffører, vil det ikke blot gå ud over sikkerheden. Det betyder også, at danske chauffører bliver stillet urimeligt i forhold til chauffører, der kommer fra lande uden tilsvarende krav, påpeger Jan Villadsen.
Lastbiler med monterede kraner anvendes i mange forskellige sammenhænge. Blandt andet på byggepladser, hvor der færdes mange forskellige medarbejdere eller på offentlige gader og pladser, hvor der færdes fodgængere, billister og fodgængere.
Lagt på: 30. Maj 2008 00:06
Sidst ændret: 30. Maj 2008 10:41
Fakta |
|
Kraner kræver uddannelse
|