900 flere fuldtidsledige. Det skønner Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil blive konsekvensen af regeringens stramninger af reglerne for de supplerende dagpenge. Arkivfoto

Mindst 900 bliver ledige af stramninger

Beskæftigelsesministeren underdriver konsekvenserne af stramninger i supplerende dagpenge, mener 3F

900 flere fuldtidsledige. Det skønner Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil blive konsekvensen af regeringens stramninger af reglerne for de supplerende dagpenge.

Men vurderingen er underdrevet, mener 3F.

- Det er egentlig galt nok i sig selv, at ministeren bevidst kalkulerer med, at forslaget vil betyde, at flere mennesker, der i forvejen er ramt af ledighed i perioder og derfor får supplerende dagpenge, frem over vil blive ledige på fuld tid, siger konsulent i 3F’s center for arbejdsliv, Poul Hansen.

Hvor skal folk få fuldtidsjob?

- Men vi tror, der bliver betydeligt flere. Ministeren regner med, at folk bare kan gå ud og finde et fuldtidsarbejde. Men de kvinder fra fiskeindustrien i Nordjylland, der efterhånden opbruger deres ret til supplerende dagpenge, hvor skal de gå hen og få fuldtidsjob, spørger Poul Hansen.

Han peger på, at forslaget især vil ramme kvinder, og at supplerende dagpenge især bruges i geografiske randområder, som eksempelvis Bornholm, hvor ledigheden blandt ufaglærte i forvejen er høj.

Ministeriet har tidligere fremlagt tal, der viser, at 22.000 personer er i målgruppen for forslaget. Det vil sige, at 22.000 lønmodtagere i 2007 har modtaget supplerende dagpenge i mere end 30 uger indenfor 104 uger.


Lagt på: 17. Maj 2008 08:00

Sidst ændret: 16. Maj 2008 19:41

Fakta

De bliver ramt

  • De nye regler trådte i kraft 14. april.
  • Fremover kan man kun modtage supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger, hvor det før var 52 uger inden for 70 uger.
  • Cirka 22.000 personer bliver omfattet af ændringerne af supplerende dagpenge.
  • Tre ud af fire af de berørte er kvinder.