De nye regler rammer ansatte i fiskeindustrien, taglæggere og andre grupper med sæsonarbejde hårdt. Men så må de tage nogle flere jobs, fastslår Claus Hjort Frederiksen. Arkivfoto.
Af Helene Olesen, Fagbladet 3F, helene.olesen@3f.dk
- Vi afskaffer ikke de supplerende dagpenge. Vi justerer, så vi kan vride armen om på de arbejdsgivere, der finder det bekvemt at have nogle ansatte stående parate, når arbejdsgiverne måtte ønske det. Arbejdsgiverne vil indrette sig efter de nye regler og tilbyde fuldtidsstillinger.
Det budskab gentog beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) gang på gang, da han onsdag morgen var til samråd i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg.
Han var indkaldt, fordi oppositionspolitikere med socialdemokrat Bjarne Laustsen i spidsen mener, at stramningerne på de supplerende dagpenge rammer uhensigtsmæssigt i forhold til, hvad forligspartierne - V, K, DF og R - egentligt havde til hensigt.
Bjarne Laustsen argumenterede for, hvordan de nye regler især vil ramme løsarbejdere samt lønmodtagere, der faktisk har en 37 timers overenskomst, men som på grund af vejr og sæsonudsving sendes hjem.
Det kan være ansatte i fiskeindustrien, reservetjenere, tagdækkere, musikere med flere.
- Hvad skal disse grupper nu gøre den resterende del af tiden? Stramningerne af de supplerende dagpenge ændrer jo ikke på arbejdsgivernes adfærd. Hvis det er hensigten at skabe fuldtidsarbejde, skal I da gå efter arbejdsgiverne og få dem til at reagere. Nu straffer I i stedet lønmodtagerne. Det er da helt utroligt, sagde Bjarne Laustsen.
Line Barfod fra Enhedslisten ville have ministerens svar på, hvordan arbejdspladserne så skal indrette sig, så der kan skabes alle disse fuldtidsjob.
- Jeg vil slet ikke råde arbejdsgiverne til noget som helst. Arbejdsgiverne skal blive skarpere til at tilrettelægge arbejdet. De vil indrette sig efter de nye regler og tilbyde fuldtidsjob. Vi har historikken med os. Hver gang der er sket stramninger, er det lykkedes virksomhederne mirakuløst at indrette sig, sagde Claus Hjort Frederiksen.
Ministeren vurderede, at nogle af dem, der vil blive ramt af stramningerne, må tage sig et andet arbejde. Eller måske tage tre-fire-fem forskellige job.
- Det her samfund er jo utroligt dynamisk. Der opstår hele tiden nye job, sagde ministeren.
Men oppositionspolitikerne mente ikke, at det var svar på, hvad man skal gøre i de fag, hvor vejret og spidsbelastninger spiller ind.
Eigil Andersen fra SF spurgte, om det var ministerens hensigt at gå ind og styre vejret. Eller samle alle større kongresser i den ene halvdel af året, så der var fuldtidsarbejde til alle tjenere.
Og hvor mange fuldtidsjob vil der egentligt blive skabt ved den her lovændring?, spurgte Bjarne Lausten.
Det kunne Claus Hjort Frederiksen ikke besvare på stående fod, men vil eftersende svaret til udvalget.
Lagt på: 07. Maj 2008 11:28
Sidst ændret: 07. Maj 2008 12:16
Fakta |
|
Nye regler for dagpenge
Fra 14. april 2008 kan man højst modtage supplerende dagpenge i 30 uger inden for to år.
|