FOA fik i overenskomstforliget ikke sin lønkommission. Men nu melder Kommunernes Landsforening positivt ud. Tegning: Bob Katzenelson

Lønkommission lever endnu

FOA fik i overenskomstforliget ikke sin lønkommission. Men nu melder Kommunernes Landsforening positivt ud, og de radikale har også meldt sig på banen.

- Hvis ikke politikerne nedsætter en lønkommission nu, beder de om strejke igen om tre år, og så vil det være langt bredere grupper, der strejker.

Sådan lyder advarslen fra professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet i dagens udgave af Jyllands-Posten.

Og noget ser ud til, at flere deler hans bekymringer.

Løn plus rekruttering

De Radikale foreslår nu en model for en lønkommission, der også skal diskutere rekruttering til offentlige arbejdspladser.

- Alle troede på et sammenbrud på det offentlige arbejdsmarked. Nu synes jeg godt, at vi kan kvittere for ansvarligheden, siger den radikale leder Margrethe Vestager til Ritzau.

På lønområdet skal kommissionen undersøge, om der er ligeløn mellem kønnene og mellem uddannelser. Den skal finde ud af, om den samme længde uddannelse giver lige meget i løn i det private som i det offentlige, mener den radikale leder.

KL vil tage ansvar

Også den part, der faktisk sagde nej til FOA's krav om en lønkommission - Kommunernes Landsforening - har åbnet en dør på klem.

- Vi er meget opmærksomme på, at FOA er meget optaget af en lønkommission. Vi er en af parterne på arbejdsmarkedet, og skulle regeringen og Folketinget vurdere, at der er behov for en lønkommission, så møder vi op og tager vores ansvar i det arbejde, siger chefforhandler i KL Mads Lebech til Politiken.

S, SF og Dansk Folkeparti henvendte sig før jul til regeringen om forslaget om at nedsætte en lønkommission. Partierne er dog siden blevet uenige om, hvorvidt der skal følge penge med, og hvornår kommissionen bør nedsættes.

Ingen hastværk

Hos Dansk Folkeparti ændrer FOA's forlig ikke på ønsket.

- Men jeg fornemmer på regeringspartierne og også Socialdemokraterne, at der ikke skal ske noget, så længe strejkerne verserer. Og vi har altså stadig et Sundhedskartel i strejke og to urafstemninger, der ikke er afsluttet, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, der advarer mod hastværk.

- Det er vigtigt, at alle partierne er med i drøftelserne om, hvad formålet med en lønkommission skal være, og hvad den skal undersøge. Og det kræver, at partierne bliver enige om det. Det nytter ikke, at den nedsættes uden om regeringen, for hvis der skal findes penge, skal det ske over finansloven, siger Bent Bøgsted.


Lagt på: 06. Maj 2008 10:40

Sidst ændret: 06. Maj 2008 12:00