Efter mange års tilbageholdenhed er A.P. Møller-Mærsk formentlig på vej ind i FN’s etiske initiativ, Global Compact. Det afslørede direktør Michael Pram Rasmussen.

Mærsk på vej ind i dukseklubben

Efter mange års tilbageholdenhed er A.P. Møller-Mærsk formentlig på vej ind i FN’s etiske initiativ, Global Compact. Selskabets generalforsamling bød også på beklagelser til danske søfolk, der modtog fyringsvarsler tidligere i år.

A.P. Møller-Mærsk er på vej ind i FN’s klub af virksomheder, der forpligter sig til at overholde de grundlæggende arbejderrettigheder.

Det kom frem på selskabets generalforsamling, der blev afholdt tirsdag ved Mærskgården i Troense.

- For at tydeliggøre vores forretningsprincipper overvejer vi at tilslutte os FN-initiativet Global Compact, sagde bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen i sin beretning til aktionærerne.

Det er nye toner fra det danske rederi. A.P. Møller-Mærsk har indtil nu holdt sig uden for det forpligtende samarbejde, mens andre toneangivende danske virksomheder, som Danfoss, Novo Nordisk og Lego har tilsluttet sig initiativet, der blandt andet læner sig op ad de grundlæggende konventioner fra FN’s arbejdsmarkedsorgan, ILO.

2.500 selskaber med

I 2006 afviste AP Møller-Mærsk på selskabets generalforsamling et forslag fra det amerikanske transportforbund Teamsters om netop at gøre ILO’s konventioner om arbejderes rettigheder til en del af selskabets etiske regler. Nu er tiden moden til nye signaler:

- Vi har arbejdet os ind på emnet de seneste år. Der er blandt andet en overvejelse om graden af afrapportering til Global Compact. Vi skal føle, at vi er i stand at levere varen, hvis vi tilslutter os initiativet, siger Michael Pram Rasmussen efterfølgende til Nyhedsbrevet 3F.

På verdensplan er over 4.000 selskaber med i initiativet. Den danske erhvervsleder Mads Øvlisen har siden 2006 siddet i Global Compacts ledelse.

Virksomheder i Global Compact forpligter sig til at overholde ti principper inden for menneskerettigheder, arbejderrettigheder, miljø og anti-korruption og afrapportere deres indsats inden for områderne.

Beklager fyringer

Michael Pram Rasmussen kom også med andre indrømmelser på selskabets generalforsamling. Der lød beklagende ord om de varslede fyringer af 200 danske søfolk som led i besparelser i Maersk Line.

- Den sag kunne være håndteret bedre. Men jeg er glad for, at vi fik en fælles aftale med Dansk Metal, Sømændenes Forbund, Dansk Sørestaurations Forening til alle parters tilfredshed, sagde Michael Pram Rasmussen og tilføjede senere:

- Det håber jeg, at vi kan lære af i fremtiden.

I marts i år trak Mærsk fyringerne tilbage efter hård kritik fra danske fagforbund og truslen om en sag i Arbejdsretten.


Sidst ændret: 29. April 2008 15:48