- Jeg er fuldstændig målløs. Undervisningsministeren har slet intet styr på området. Der må straks laves en undersøgelse af, hvad der foregår på landets landbrugsskoler, siger Bjarne Lausten, socialdemokratisk medlem af Folketingets Uddannelsesudvalg.

S: Minister har intet styr på udenlandske elever

Socialdemokraterne kræver en kulegravning af udenlandske elever på danske landbrugsskoler.

Kontrollen med udenlandske elever på landets skoler inden for gartneri og landbrug sejler fuldstændig.

Det mener Socialdemokraterne, som efter et samrådsmøde i Folketinget tirsdag retter en skarp kritik mod undervisningsminister Bertel Haarder (V), som har ansvaret for at føre tilsyn med skolerne:

- Jeg er fuldstændig målløs. Undervisningsministeren har slet intet styr på området. Der må straks laves en undersøgelse af, hvad der foregår på landets landbrugsskoler, siger Bjarne Lausten, socialdemokratisk medlem af Folketingets Uddannelsesudvalg, til Nyhedsbrevet 3F.

Skole skal betale millionbeløb

Socialdemokraterne havde kaldt undervisningsministeren og integrationsministeren i samråd på baggrund af en skandalesag mod Aalborg tekniske skole.

Erhvervsskolen skal nu betale et ukendt millionbeløb tilbage til de danske skatteborgere, som skolen har fået til en ulovlig discountuddannelse for mere end 30 landbrugselever fra Ukraine.

Nyhedsbrevet 3F's afsløringer af den nordjyske skoles udnyttelse af østarbejdere som et redskab til at få statstilskud havde fået Socialdemokraterne til at spørge om, hvor mange skoler der bruger denne pengemaskine.

Landbrugsskoler lever af udlændinge

Men det aner undervisningsministeren intet om, viser et svar til Folketingets Uddannelsesudvalg:

- Undervisningsministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger om antallet af skoler, der udbyder uddannelser til udenlandske elever/praktikanter med henblik på uddannelse og praktik inden for landbrug og gartneri, skriver undervisningsminister
Bertel Haarder (V) i et svar fra 21. april.

Den ansvarshavende minister har heller ingen anelse om, hvor mange udenlandske elever de økonomisk trængte skoler har fået ind at sidde på de ellers tomme stole i klasselokalerne. Eller hvor mange millioner de danske skatteborgere har betalt, for at landets landbrugsskoler kan holde sig kunstigt i live ved hjælp af amputerede uddannelser til udlændinge. Det viser to andre svar fra undervisningsminister Bertel Haarder.

S: Billig arbejdskraft

Socialdemokraterne har svært ved at se, hvordan det aktuelle system med udenlandske elever gavner det danske samfund.

- Vi har ikke intet imod, at udlændinge kommer til Danmark for at få en uddannelse, men der skal være ordnede forhold. Systemet skal ikke være som nu, hvor skoler får millioner af skattekroner for at lave en uddannelse uden et ordentligt indhold, og landmænd udnytter østeuropæere som billig arbejdskraft, når udlændingene er i såkaldt praktik på danske gårde, siger Bjarne Laustsen.

- Undervisningsministeren mangler fortsat at svare på, hvad det samfundsnyttige er i det nuværende system, siger det socialdemokratiske medlem af Folketingets Uddannelsesudvalg.


Lagt på: 23. April 2008 11:40

Sidst ændret: 23. April 2008 15:00