Kvinders valgret fejres med stort optog

Den 20. april 1908 vedtog det danske Landsting, at kvinder måtte stemme ved kommunalvalg. Det var en milepæl i udviklingen af det danske demokrati.Derfor fejrer fagbevægelsen og en lang række organisationer 100-årsdagen for kvinders valgret i Danmark med en festparade søndag den 20. april.

I optoget deltager LO med en lastbil, hvor kvindebandet Gasoline spiller Gasolin-numre, mens 3F's bidrag er en lastbil fyldt med 100 arbejdsklædte kvinder, ledsaget af tre kameler, der bærer teksten ”Luk lige løngabet - slug kamelen.”
Festlighederne starter kl. 12 med underholdning for børn og koncert med Søs Fenger, og optoget forlader Frederiksberg Rådhus kl. 15:15. Ved ankomsten til Københavns Rådhus vil blandt andre Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S), og LO's næstformand, Lizette Risgaard, holde tale, og efterfølgende er der koncert med Anne Linnet.
”Selv om 100-årsdagen for kvinders valgret markerer et af de vigtigste skridt i vores demokrati, er der også noget andet, vi ønsker at signalere med dagen, og det er, at der stadig er lang vej til ligestilling i Danmark,” siger Lizette Risgaard.
Hun minder om, at vi lige nu står i nogle meget vanskelige overenskomstforhandlinger, hvor det er kvinders lønefterslæb, der er i centrum.”Alt for mange - ikke mindst offentligt ansatte - kvinder får i dag en alt for ringe løn, selv om vi officielt har haft ligeløn i årtier. Det er på høje tid, at kvinderne får det lønløft, de er berettiget til,” siger LO's næstformand.


Lagt på: 11. April 2008 15:10

Sidst ændret: 11. April 2008 15:12