Det ville være klædeligt for den 4. statsmagt, hvis dens redaktører sendte en enkelt eller to journalister i marken for at undersøge baggrunden for, at der har været avisbude på spil i den bedste sendetid om søndagen i ugevis.
Af Hans Christian Graversen, Fagbladet 3F, graversen@3f.dk
Da Erich Honecker, Leonid Bresjnev og de andre kammerater stod sammen var der intet at komme efter og alle var glade.
I hvert fald ifølge partiaviserne, hvor partitro redaktører udlagde sandheden om arbejdernes ve og vel.
Men selv mure af beton kan falde. Og i dag er unge mænd og kvinder i hundredtal fra de tidligere kommunistlande i Østeuropa søgt til Danmark for at finde lykken og tjene til livets ophold ved at gå med aviser.
Det er der ingen problemer i. Og alle burde være glade. Hvis altså man skal tro de store aviser i Danmark, der ynder at kalde sig demokratiets 4. statsmagt.
Her afviser avisbosserne Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende, og Tøger Seidenfaden, Politiken, blankt, at DR's magasin "21 Søndag" uge på uge har vist sandheden med sit vedholdende kritiske lys på forholdene for rumænske avisbude i Århus.
Her tjener budene til brødet hos avisernes eget distributionsfirma "Dansk Avis Omdeling". Og DR har blandt andet sat spotlys på, at bude fra Rumænien har betalt flere tusinde euro til rekrutteringsbureauer og mellemmænd for overhovedet at komme til jobsamtale. Og at jobbene i Danmark hverken lever op til løfterne eller lovens krav om mindst 30 timers ugentligt arbejde.
Men "der er ikke noget at komme efter", siger chefen i avisfirmaet Hans Peter Nissen. Og han er blevet flittigt citeret i aviserne.
Chefredaktør Lisbeth Knudsen bakker op og kalder DR's udsendelser "en enøjet kampagne om påstået behandling af en gruppe udenlandske avisbude" og undrer sig over at "DR har slået følgeskab med 3F i denne for den kritiske, kulegravende journalistik uklædelige kampagne".
Politikens avisboss Tøger Seidenfaden taler problemerne ned til at være et spørgsmål om fortolkningstvist om udenlandske arbejderes arbejdstid. En tvist, der ifølge politiken-chefen ikke burde begrunde "så negativ en omtale i DR´s søndagsudsendelser om de østeuropæiske avisbude."
Med andre ord:
Så alvorligt kan det vel ikke være?
Men det ville være klædeligt for den 4. statsmagt, hvis dens redaktører sendte en enkelt eller to journalister i marken for at undersøge baggrunden for, at der har været avisbude på spil i den bedste sendetid om søndagen i ugevis.
Det handler om meget mere end en fortolkning af reglerne om arbejdstid. Og skulle avisledere sætte sig for at se nærmere på forholdene, kan det sagtens lade sig gøre at finde en egen solo-historie uden at gå i DR's fodspor i Århus.
Problemernes findes også i chefredaktionernes baggårde i Storkøbenhavn.
Her ejer Berlingske Tidende, Politiken og Jyllandsposten "Bladkompagniet", der står for omdelingen af de nævnte aviser.
Bladkompagniet har sikret sig et solidt tociffret millionoverskud, blandt andet ved at udlicitere omdelingen af aviser til cirka 20 store og små budfirmaer.
En opgave kunne være at se på hvorfor de seneste år har budt på 7 konkurser blandt disse budfirmaer og en efterfølgende millionregning til skatteyderne, lønmodtagernes garantifond og - avisbude fra ind og udland.
Man kunne også finde en historie i østbudenes arbejdsmiljø, når de i tæt trafik og giftig partikelfyldt diesel-os omdeler gratisaviser som Urban og 24-timer fra Berlinske og JP/Politikens Hus.
Eller se nærmere på den dødsulykke, der i 2006 ramte et ungt avisbud fra Polen i et vejkryds.
Buddets arbejdsgiver giver grund til at tro, at en sådan ulykke kan ske igen.
"Jeg er ikke nogen synshal" udtrykte han, da Fagbladet 3F og Ekstra Bladet spurgte til hans ansvar for sine budknallerters ulovlige tilstand, fiksede motor og mangelfulde bremser.
Politiken og Berlingske Tidende kunne jo tage Jyllandsposten i hånden og agere synshal overfor budfirmaernes gøren og laden som arbejdsgivere i Danmark år 2008.
Der er flere historier at tage fat på. Men foreløbig må de østeuropæiske bude læse samme type skildring som deres forældre kunne læse i kommunisttidens problem- og kritikløse aviser.
Lagt på: 11. April 2008 10:20
Sidst ændret: 17. December 2009 15:17
Fakta |
|
I dag hævder Dansk Avis Omdeling og logistikchef Hans Peter Nissen, at DR tager fejl og manipulerer med sandheden. |