Inden for mindre end fire måneder har EF-domstolen afsagt to domme, som i den grad går imod den tankegang, vi har vænnet os til i Danmark gennem mere end 100 år.

En politisk dom

EF-dommen i den tyske Rüffert-sag er ikke juridisk farlig for den danske model på samme måde som Vaxholm-dommen. Men politisk er den sprængfarlig.

Inden for mindre end fire måneder har EF-domstolen afsagt to domme, som i den grad går imod den tankegang, vi har vænnet os til i Danmark gennem mere end 100 år: At det er arbejdsmarkedets parter, som uden indblanding regulerer løn- og arbejdsvilkår - selvfølgelig på den betingelse, at almindelig lovgivning i øvrigt overholdes.

Logikken er klar nok: Hvis en jysk entreprenør vinder en opgave i København, må han følge de løn- og arbejdsvilkår, der gælder i hovedstadsområdet. Og på samme måde må et polsk firma betale danske lønninger, hvis det vil operere i Danmark.
Det, der gælder, er med andre ord ”de faktiske forhold i jernindustrien,” som det blev sagt en gang. Men den logik følger man bare ikke i Luxembourg, hvor EF-domstolen er placeret.

I begge sager har de europæiske dommere vægtet hensynet til den fri bevægelighed over landegrænserne højere end de nationale interesser. Og så hjælper det fedt, at Europas politikere i andre sammenhænge står i kø for at rose den meget selvregulerede danske flexicurity-model.

I december kom dommen i den svenske Vaxholm-sag, som underkendte det svenske fagforbund Byggnads krav om, at et lettisk firma skulle tegne overenskomst efter svensk standard. Og torsdag kom så dommen i den tyske Rüffert-sag, som på tilsvarende måde tilsidesætter den tyske delstat Niedersachsens krav til en polsk underleverandør, som kun havde betalt halvdelen af den løn, hovedentreprenøren havde forpligtet sig til.

Principielt ligner de to sager dermed hinanden. Men set med danske, juridiske øjne er der imidlertid stor forskel.

Alle er enige om, at Vaxholm-dommen vil få konsekvenser for det danske arbejdsmarked, hvis vi ikke på en eller anden måde reagerer. Derfor har beskæftigelsesministeren nedsat et ekspertudvalg til at finde en løsning, der kan fjerne eller minimere skadevirkningerne.

Rüffert-dommen vil derimod næppe give juridiske komplikationer i forhold til den danske model. Dertil er forskellene på det danske og tyske arbejdsmarked for store.
For eksempel opererer man i Tyskland med ”almene overenskomster”, som dækker, hvor der ingen overenskomst er. Det kaldes i fagsprog erga omnes og kan være en nødvendighed i lande, hvor organisationsprocenten er lav.

Desuden hviler de danske regler på en ILO-konvention, som Tyskland slet ikke har ratificeret.

Store konsekvenser

Skrevet på en anden måde: Hvis der opstår en dansk sag, der ligner den fra Vaxholm, er der sandsynlighed for, at den vil få samme udfald, og at Danmark altså vil tabe den. Mens en sag lignende den tyske ikke vil få samme resultat, fordi grundlaget for at rejse en sådan sag i Danmark ganske enkelt ikke eksisterer.

Politisk kan den nye dom imidlertid få store konsekvenser. Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU kaldte den torsdag ”en åben krigserklæring”, fordi den cementerer EF-domstolens ret til at blande sig nationale arbejdsmarkedsforhold.
BAT-kartellet påpeger samtidig, at selv om dommen ikke får direkte betydning for det danske overenskomstsystem, kan den måske bremse kommunernes stigende lyst til at vise samfundssind ved i udbudsmaterialet at stille krav om ansættelse af fleksjobbere eller elever.

Så selv om den juridiske skade skete med Vaxholm-dommen, kan den nye dom sagtens give problemer for en statsminister, der inden længe vil have danskerne til at stemme om forbeholdene.


Sidst ændret: 04. April 2008 11:25