Af Charlotte Lund Dideriksen og Marta Gramstrup Rasmussen
Kom, og vær med til at markere 100-årsdagen for kvinders valgret med en festlig parade.
Den 20. april 1908 var dagen, hvor valgloven, som gav kvinderne ret til at deltage ved lokalvalgene, blev vedtaget.
Men det var ikke en rettighed, som kvinderne kom gratis til. Ifølge 3Fs ligestillingskonsulent Marianne Bruun var valgloven resultatet af 20 års hårdt arbejde, hvor kvindesagskvindernes reformforslag blev nedstemt.
Men selvom kvinder nu i hundrede år kunnet gøre deres indflydelse gældende til valgene, påpeger Marianne Bruun, at der stadig er meget at kæmpe for.
- Der er desværre ikke fuld ligestilling endnu. Selv hundrede år efter stemmeretten er det stadig mere indlysende at det er mænd, der sidder i de magtfulde stillinger, siger hun.
For eksempel mener hun, at det er tankevækkende at det mest er mænd der sidder på de ledende kommunale stillinger, mens det i vid udstrækning primært er kvinder, der bruger kommunen og er ansat i de underordnede stillinger.
Marianne Bruun mener, at jubilæet har speciel betydning for 3F, da fagbevægelsen spiller en vigtig rolle i kampen for ligestilling.
- Lige rettigheder er meget vigtige for 3F, da vi har en grundlæggende holdning om, at ligestilling mellem mennesker er en af demokratiets vigtigste grundpiller. Det gælder i høj grad også ligeløn. Med kampen for ligeløn og ligeværdig barsel har fagbevægelsen også en stor opgave, at skulle løse i dette århundrede, men Marianne Bruun lader sig ikke skræmme.
- 3Fs kamp for kvinders rettigheder er bestemt ikke slut, lover hun.
Derfor skal der fra 3Fs side lyde en opfordring til alle om at møde op og deltage i fejringen på og omkring Københavns rådhusplads på søndag eftermiddag og aften den 20. april. Klokken 15 vil der være en festparade fra Frederiksberg Rådhus til festlighederne på Københavns Rådhusplads. Kvinder fra alle fag opfordres til at deltage i festparaden iført deres arbejdstøj, så omverden med selvsyn kan se at kvindekampen stadig lever i bedste velgående.
Lagt på: 11. Marts 2008 16:03
Sidst ændret: 11. Marts 2008 16:17
Fakta |
|
Ønsker du at være med til at planlægge paraden, eller vil kvinder fra din arbejdsplads deltage som en gruppe, skal du hurtigst muligt tilmelde dig til arrangementet på mail til marianne.bruun@3f.dk, som også kan fortælle om mulighederne for økonomisk tilskud til lokalafdelinger, der vil markere det glædelige jubilæum med fyraftensmøder, udstillinger, debatter eller andet. |