www.tagstillingmand.dk er hjemmesiden, hvor mandlige kendisser støtter forslag om forbud mod sexkøb. Foto: Scanpix

3F-formand ønsker forbud mod sexkøb

Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen er en af flere mandlige kendisser i en ny kampagne, der støtter forslaget om at gøre det kriminelt at købe sex.

Både 3F-formand Poul Erik Skov Christensen og LO-formand Harald Børsting støtter et forbud mod køb af kvinder til sex.

Sammen med andre kendte og mindre kendte mænd optræder de snart på et nyt website www.tagstillingmand.dk. Hjemmesiden søsættes 1. marts af Dansk Kvindesamfund som en kampagne og optakt til kvindernes internationale kampdag 8. marts, der i år beskæftiger sig med prostitution og kvindehandel.

- For mig giver det ikke mening at tale om ligestilling og samtidig lukke øjnene for sexhandel, siger Poul Erik Skov Christensen, der også mener, det er vigtigt, at andre mænd end sexkunderne markerer sig i debatten.

- Jeg tror, det påvirker dem stærkere, når det er andre mænd, der peger fingre ad dem.

Et rent eldorado

Demo i København

Under parolen "Forbyd sexkøb nu" vil en demonstration 8. marts bevæge sig fra Rådhuspladsen i København til Christianshavns Torv. Undervejs vil der blandt andet være taler af feminister fra både Sverige og Norge samt danske folketingsmedlemmer.

I alt 23 kvinde- og politiske organisationer står bag demonstrationen, der lander i Christianshavns Beboerhus med både workshops, film, paneldebatter og siden aftenfest.

Dansk lovgivning har ifølge forbundsformanden slet ikke taget højde for, at sexmarkedet har udviklet sig til et rent eldorado for bagmænd og banditter, der køber og sælger kvinder som sexslaver.

- Efter min mening er det dobbeltmoralsk, at vi har en lov, der forbyder at slå børn. Men en lov, der forbyder vold mod og misbrug af dybt ulykkelige kvinder, vil man ikke røre ved, siger Poul Erik Skov Christensen.

Et forbud mod sexkøb kan forhåbentlig være med til at begrænse den gode forretning, som diverse bagmænd har opbygget på baggrund af menneskehandel. Netop menneskehandel er én af de allerværste forbrydelser, mener Poul Erik Skov Christensen, som ærligt bekender, at følelser spiller en stor rolle i hans holdning til et forbud mod køb af sex.

- Tænk på alle de drømme og forhåbninger, disse kvinder har til livet. De bliver godt og grundigt mast på lagnerne. Som samfund må vi tage afstand fra det og sende det stærkeste signal, vi kan. Og det er et forbud mod prostitution.

LO-formand Harald Børsting mener ligeledes, at et forbud vil være et vigtigt politisk signal.

- Det handler om frihed, lighed og værdighed for den enkelte, siger han.

Ifølge statistikkerne køber 15 procent danske mænd sex hos prostituerede.


Lagt på: 27. Februar 2008 11:10

Sidst ændret: 27. Februar 2008 13:58

Fakta

Forslag mod sexkøb i skuffen Politiske initiativer mod køb og salg af sex er ikke lige om hjørnet. Både SF og De Radikale har planer liggende i skufferne, men begge partier regner først med at kunne fremsætte deres forslag i næste folketingssamling.
- Spørgsmålet er, om vi skal gå fuldstændig rigidt efter et forbud mod køb og salg af sex, eller om vi også skal medtage sociale tiltag som frit lejde, prostitutionsmedarbejdere i kommunen og mulighed for revalidering, som også indgår i det forslag, vi har liggende, siger Pernille Vigsø Bagge fra SF.
Hun vil gerne have større opbakning, og foreløbig er det kun Enhedslisten, der har vist interesse for sagen.
Lone Dybkjær fra De Radikale oplyser, at hun vil genfremsætte et beslutningsforslag om kriminalisering af køb af sex hos ofre for trafficking (menneskehandel). Det forslag blev nedstemt i Folketinget i foråret 2007.
Ifølge Lone Dybkjær går De Radikale ikke i øjeblikket ind for et generelt forbud, som SF er på vej med.
Partiet vil afvente resultatet af undersøgelser fra Sverige, der jo har et forbud mod sex med prostituerede, siger Lone Dybkjær.
- Jeg tror, vi skal gå gennem mændene, hvis vi skal vende stemningen, også i Folketinget, siger Pernille Vigsø Bagge, der selv har total opbakning i det mandlige parti-bagland.
8. marts har alle 12 mandlige SF'ere sagt ja til at optræde på flyers med budskabet, at de siger nej til sex-køb.