Anne Dot debuterede for Danmark 15. august 1993, hvor Danmark vandt 11-0 over Lithauen i EM-kval. Anne scorede otte miutter efter, at hun var kommet på banen. Hendes sidste kamp var OL-playoff mod Sverige, som Danmark tabte 3-1 i Stockholm. Foto: Anders Kjærbye

Anne stopper på landsholdet

Rygproblemer får midtbanespilleren Anne Dot Eggers Nielsen til at stoppe sin karriere på landsholdet.

Efter 118 kampe for kvindelandsholdet, 58 sejre og 26 mål slutter 32-årige Anne Dot Eggers Nielsen sin landsholdskarriere.
En beslutning, som den dygtige og pasningsstærke midtbanespiller har tænkt over længe:
- Jeg havde faktisk besluttet at stoppe efter VM i Kina, men så var det, at der kom OL-playoffkampe ind i billedet, og her ville jeg selvfølgelig gerne hjælpe. Samtidig var jeg med til to EM-kval-kampe, der lå oveni, men nu synes jeg, at det rigtige tidspunkt er kommet.

Dårlig forberedelser

Anne Dot Eggers Nielsen har de sidste mange sæsoner døjet med rygproblemer, og det er netop ryggen, som er den primære årsag til at ”Dot” nu dropper landsholdet:

- Det kræver utroligt meget af mig fysisk at spille på topniveau, og det bliver hårdere og hårdere for hvert år. Samtidig er jeg meget skuffet over det program og den planlægning, som kvindelandsholdet er blevet budt i 2007. Der har været alt, alt for mange kampe, uden at vi har fået afsat de nødvendige ressourcer til forberedelse, siger Anne Dot - der både hentyder til de to hektiske måneder i oktober og november, hvor kvindelandsholdet spillede OL-playoffkampe og EM-kvalkampe, men også til VM-optakten inden slutrunden i Kina:

- Jeg ved godt, at det ikke nytter at sammenligne os med nationer som Tyskland, Sverige og Norge, hvor kvindefodbolden har gode vilkår, men vores forberedelser har været langt fra optimale.

Stopper på toppen

For landstræner Kenneth Heiner-Møller er nyheden om Anne Dots stop et tab, men han respekterer naturligvis hendes beslutning:

- Anne har været en afgørende spiller på landsholdet, og hun er stort set startet inde i alle vores afgørende kampe. 2007 var et fremragende år for Anne, og det er da et tab for holdet, at hun stopper nu. Hun er altid velkommen til at vende tilbage, siger Kenneth Heiner-Møller, der personligt mener, at Anne Dot Eggers er på toppen af sin karriere nu.
En holdning, som ikke helt deles af hovedpersonen selv:

- Jeg har spillet en okay sæson, men det har haft store omkostninger, og jeg føler, at det er nu, jeg skal stoppe - imens jeg er på toppen, siger Anne Dot, der dog fortsætter i sin klub Brøndby i formentlig et halvt år endnu. Hvad der skal ske derefter, har hun endnu ikke besluttet.


Sidst ændret: 10. Januar 2008 13:00

Fakta

Rundt om Anne

  • Navn: Anne Dot Eggers Nielsen
  • Klub: Brøndby
  • Født: 6.11.1975
  • Position på banen: Midtbanen
  • Fodboldstart:Begyndte at spille så snart jeg kunne gå. Startede i klub som niårig
  • Største fodboldoplevelse: Efteråret 2004 hvor vi på min 28 års fødselsdag spillede USA ud af banen med en 3-1 sejr i Philadelphia. At slå USA fortjent er ikke noget, der sker ret mange gange - om man er tysker, kineser eller dansker - i en kvindefodboldspillers karriere.
    Det var også en stor oplevelse at vinde i knald eller fald-kampen i VM-kvalifikationen over Finland foran 10.000 tilskuere i Viborg.
    Og så var det år, jeg spillede for New York Power, selvfølgelig en udfordring og en stor oplevelse.
  • Din største fodbold-bommert: Da vi havde alle kort på hånden for at komme i EM-semifinalen i 2005, og vi alligevel ikke formåede at hive det ene point hjem mod Finland, som var klart det svageste hold i puljen.
  • Din største fodbold-succes: Jeg synes ikke, jeg har haft den ultimative fodboldsucces. Men der har da været mange pæne succeser, som fem mesterskaber, tre pokalsejre, EM- og VM-kvalifikation opnået i samtlige de kvalifikationer, jeg har deltaget i, samt kåring til årets fodboldspiller to gange.