To skovejere har nu erkendt massiv underbetaling og skal betale 120.000 kroner til deling blandt de fem baltere, som har skovet juletræer i en plantage ved Mønsted vest for Viborg.

Skovejere skal betale 120.000 til baltere

Midtjyske skovejere må af med 120.000 kroner ekstra til en håndfuld baltere, som de havde snydt i løn, da østeuropæerne fældede juletræer i en plantage ved Viborg.

Skovejerne Jørgen Nielsen og Niels Jørgen Nielsen slipper alligevel ikke med at betale en løn på 18 kroner i timen for at få fældet deres juletræer.

De to arbejdsgivere har nu erkendt den massive underbetaling og skal betale 120.000 kroner til deling blandt de fem baltere, som har skovet juletræer i en plantage ved Mønsted vest for Viborg.

Det ligger fast, efter at skovejerne og 3F netop har indgået et forlig i sagen for deres medlemmer fra Baltikum.

- Vi er meget glade for, at vi har fået pengene. Det betyder, at vi nok vil komme tilbage til Danmark og arbejde inden for byggeriet i løbet af tre eller fire uger, siger 22-årige Valdis fra Letland til Nyhedsbrevet 3F.

Gider ikke snakke

Skovejere tidligere dømt

De to skovejere er tidligere dømt for at bruge illegale skovarbejdere i deres juletræsplantager. I 2001 blev arbejdsgiverne straffet med en bøde på mindst 3.000 kroner, fordi de havde ansat syv polakker uden hverken opholds- eller arbejdstilladelse. Politiet greb østarbejderne på fersk gerning, da de klippede pyntegrønt i en plantage nær Sparkær vest for Viborg.
De syv polakker fik en løn på 75 kroner om dagen. De danske skovejere havde dengang stillet en skurvogn uden varme, vinduer og rindende vand til rådighed for deres ansatte fra Polen.
Kort før jul sidste år blev de omstridte skovejere fra Mønsted meldt til politiet for at have hyret de fem baltere uden den nødvendige arbejds- og opholdstilladelse.

- Vi er tilfredse med, at balterne nu hurtigt har fået flerdoblet deres løn. For der var virkelig tale om en særlig grov underbetaling, siger Anders Carlsen, opmåler hos 3F Viborg, til Nyhedsbrevet 3F.

De to skovejere vil ikke fortælle deres mening om forliget med 3F:

- Jeg har ingen kommentarer, siger Niels Jørgen Nielsen til Nyhedsbrevet 3F.

Synes du, at det er et fair forlig, når I skal efterbetale 120.000 kroner?

- Jeg gider ikke snakke med dig. Farvel, siger Niels Jørgen Nielsen.

20.000 i husleje for sommerhus

De to midtjyske skovejere havde installeret balterne i et sommerhus i Virksund. De danske arbejdsgivere forlangte en husleje på 20.000 kroner fra deres østarbejdere for den måneds tid, de skulle fælde juletræer i familiens plantage.

Ifølge udlejningsfirmaet Dancenter vil det koste 1.410 kroner om ugen at leje sommerhuset på Mosevej 148 i Virksund i samme periode i 2008.


Lagt på: 04. Januar 2008 10:30

Sidst ændret: 04. Januar 2008 12:07

Fakta

Knoklede i halve døgn De fem skovarbejdere fra Letland og Litauen fældede træer for skovejer Jørgen Nielsen og hans søn Niels Jørgen Nielsen i en måned fra midt i november sidste år.
Balterne arbejdede samtlige dage på nær en enkelt fridag. Oftest var arbejdsdagen på ni timer. Den 28. november knoklede de dog med træerne i plantagen fra klokken 8.00 om morgenen til klokken 21.30 om aftenen. Faktisk fældede østarbejderne juletræer i 282 timer på en måned, viser det grundige regnskab over deres timer.
De fire lettiske skovarbejdere måtte få dage før jul køre hjem til Riga med hver 5.200 kroner i pungen. Det svarer til en timeløn på 18 kroner.