Ingen ligeløn de næste 20 år

Danske kvinder skal ikke gøre sig forhåbninger om at slippe af med uligelønnen de næste mange år. De dystre forudsigelser kommer fra Danske Bank, som i en opgørelse lavet for JyskeVestkysten konkluderer, at ligeløn ikke er noget, der er lige om hjørnet.
I dag tjener danske mænd i gennemsnit 37,2 pct. mere end kvinder, eller hvad der svarer til 82.301 årlige kroner. Det dækker over, at kvinder har mere deltidsarbejde, holder mere barsel, er mere arbejdsløse og lever længere på en dårligere pension.
Men efter tallene er renset, er der fortsat et løngab på mellem seks og 12 procent, som ikke kan forklares med andet end køn, og det vil det fortsætte langt ud i fremtiden, konkluderer Danske Bank.
”Når vi fremskriver tallene på baggrund af de nuværende pensionsindbetalinger, viser det sig, at selvom kvindernes stilling på arbejdsmarkedet i fremtiden bliver bedre, så vil løngabet om 20 år være det samme som i dag,” siger regionschef i Danske Bank Flemming Lange.
For at ændre tendensen skal der pisk til, mener fremtidsforsker Gitte Larsen fra Instituttet for Fremtidsforskning.
”Kvinder vil i fremtiden være bedre uddannet end mænd. Det vil medvirke til at lukke en del af løngabet. Men vores lønsystemer er lavet af mænd - til mænd, og det tager meget lang tid at lave om på,” siger hun.


Lagt på: 28. December 2007 11:20

Sidst ændret: 28. December 2007 11:22