Op til lukningen blev mindst tre ansatte fjernet fra Mærsks oliefelt Janice, efter at de havde klaget over sikkerheden over for platformens ledelse og det britiske arbejdstilsyn, HSE.

Kritikere af sikkerhed fjernet fra Mærsk-platform

Klager over sikkerheden betød, at oliearbejdere mistede deres job på det nu lukkede Mærsk-felt Janice. Det britiske arbejdstilsyn har lukket platformen på grund af dårlig sikkerhed.

Midt i november blev oliefeltet Janice lukket af de britiske myndigheder. Årsagen var massive sikkerhedsproblemer.

Op til lukningen blev mindst tre ansatte fjernet fra Janice, efter at de havde klaget over sikkerheden over for platformens ledelse og det britiske arbejdstilsyn, HSE.
Det fortæller Jake Molloy, formand fra oliearbejderforbundet OILC, til Nyhedsbrevet 3F.

- Netop hjemvendt fra 14 dages turnus på platformen fik de alle tre at vide, at Mærsk ikke ønskede dem ud igen. Det skete umiddelbart efter, at de havde rejst kritik af forholdene på installationen. Der er ingen tvivl om, at de blev sortlistet, siger Jake Molloy til Nyhedsbrevet 3F.

De tre fik beskeden fra firmaet Petrofac, der leverer mandskab til platformen og formelt er arbejdsgiver for oliearbejderne.

Sortlistet efter syv år

Nyhedsbrevet 3F har været i kontakt med en af de oliearbejdere, der ifølge fagforeningen blev sortlistet. Han ønsker at være anonym, da han er bange for at miste sit nuværende job på en anden platform.

Oliearbejderen havde været i branchen i over 20 år, heraf syv år på Janice, da han i begyndelsen af oktober pludselig ikke længere var ønsket af Maersk Oil. Han er ikke er i tvivl om, at årsagen er, at han kritiserede sikkerhedsforholdene på platformen, både internt og over for det britiske arbejdstilsyn.

Inspektører fra arbejdstilsynet gav ham ret i flere af klagerne, fortæller han. Blandt andet havde han kritiseret, at adgangsforholdene til platformens gaskompressor var livsfarlige.

Få dage efter at have rejst kritik af forholdene på et internt sikkerhedsmøde fik han at vide, at Mærsk ikke længere ville bruge ham.

Ifølge den rutinerede oliearbejder er det umuligt at henvende sig til lederne på platformen Janice med kritik af sikkerheden, uden at man risikerer at blive sortlistet. Ledelsen ønskede slet ikke at svare på klagerne, forklarer han.

Negative konsekvenser for sikkerheden

Platformen, der ligger 240 kilometer sydøst for Aberdeen, oplevede to gasudslip midt i august. 23. august måtte platformen evakueres på grund af fejl i sikkerhedssystemet.

Jake Molloy fra OILC mener, at Mærsks opførsel har haft negative konsekvenser for sikkerheden på platformen, der nu er lukket af det britiske arbejdstilsyn.

- Mange af de kritikpunkter, arbejdstilsynet rejser, er de samme, som vores medlemmer har taget op. Der er ingen tvivl om, at Mærsk var utilfreds med, at oliearbejderen rapporterede problemer til arbejdstilsynet, siger Jake Molloy.
Han forklarer, at Maersk Oil uden videre kan vælge og fravælge bestemte ansatte fra de underleverandører, der sørger for mandskab på platformene. Da de tre oliearbejdere ikke formelt er fyret, kan fagforeningen ikke køre en faglig sag for dem.

Mærsk afviser

Direktør i Maersk Oil Michael Engell-Jensen afviser enhver form for sortlistning af oliearbejdere.

- Ingen medarbejdere på vores installationer bliver sendt hjem, fordi de kritiserer sikkerheden. Tværtimod opfordrer vi de ansatte til at være opmærksomme på sikkerheden. Hvis vi ikke længere ønsker en arbejder på platformen, har det andre årsager, såsom deres opførsel eller kvaliteten af deres arbejde. Jeg kan selvfølgelig ikke give en 100 procents garanti for, at det ikke er sket, men i så fald har det været i modstrid med vores politik, siger Michael Engell-Jensen til Nyhedsbrevet 3F.

Michael Engell-Jensen bekræfter, at Mærsk formelt set har mulighed for at fortælle leverandøren af mandskab, at en arbejder er uønsket uden videre begrundelse.

Han ønsker ikke at kommentere den hårde kritik, Mærsk har modtaget fra det britiske arbejdstilsyn.

Inspektør David Walker fra arbejdstilsynet er under et møde med Maersk Oil om Janice citeret for at sige, at "Mærsk synes at lægge vægt på at have et indbringende projekt frem for at skabe en god sikkerhedskultur".

- Jeg vil ikke bestride, at det er blevet sagt, men jeg har ingen kommentarer til det. Alle ved, at der er en alvorlig situation på platformen, og vi vil gøre, hvad der skal til, for at komme til bunds i problemerne. Der er et stykke vej endnu, siger Michael Engell-Jensen.


Sidst ændret: 19. December 2007 17:21