Jobcenterchefer: Centre fungerer godt

Ni ud af 10 jobcenterchefer vurderer, at deres jobcenter fungerer godt, og de er tilfredse med at være ansat i deres jobcenter. Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt jobcentercheferne i 91 jobcentre. Undersøgelsen er lavet af Epinion Capacent for Beskæftigelsesministeriet.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) finder det meget glædeligt, at jobcentercheferne så klart vurderer, at det går godt i jobcentrene.
”Jobcentercheferne har om nogen fingeren på jobcentrenes puls. Jeg noterer mig også, at der er stor tilfredshed blandt cheferne med at være ansat i jobcentrene,” siger beskæftigelsesministeren.
Undersøgelsen viser desuden, at flere end ni ud af 10 jobcenterchefer svarer, at der ”i høj grad” er fokus på job i kontaktsamtalerne med de ledige. Og det billede går igen for både kommunale og statslige jobcenterchefer.
”Det er positivt, at både de statslige og de kommunale jobcenterchefer har et højt jobfokus. Det er enormt vigtigt i en situation med mangel på arbejdskraft. Mange af jobcentrenes kritikere har jo også været skeptiske over for, om kommunerne nu også havde det nødvendige fokus på at få ledige i job. Det tyder resultatet af undersøgelsen på, at de har,” siger beskæftigelsesministeren.
Undersøgelsen viser også, at tre ud af fire jobcenterchefer vurderer, at samarbejdet mellem den statslige del af jobcenteret og den kommunale del går godt.
”Det viser, at det var rigtigt set at samle den kommunale og den statslige beskæftigelsesindsats under ét tag. Jeg hæfter mig desuden ved, at de største gevinster ved samarbejdet er i kontakten til virksomhederne og i arbejdet med at få de ledige hurtigt i job,” siger Claus Hjort Frederksen.
Endelig peger undersøgelsen også på en række udfordringer for jobcentrene. Blandt andet fremgår det, at 40 pct. af de adspurgte vurderer, at de har ubesatte stillinger i deres jobcenter. Undersøgelsen viser også, at der i perioden hvor undersøgelsen stod på, var store problemer med driften af Arbejdsmarkedsportalen. Driften er siden stabiliseret, understreger ministeriet.
Hele undersøgelsen kan findes på adressen http://www.bm.dk/graphics/Dokumenter/Presse%20og%20nyheder/Pressemeddelelser/2007/071217_Jobcentersurvey_Konsulentrapport.pdf


Lagt på: 18. December 2007 10:00

Sidst ændret: 18. December 2007 10:02