Efterlønnerne er trætte af, at beskæftigelsesministeren ikke melder ud om feriepengesagen, som han har tabt ved domstolen. Arkivfoto.
Af Lene Petersen, Fagbladet 3F
- Jeg risikerer at sætte træskoene, inden der kommer en afgørelse i den her sag. Til næste år bliver jeg 65 år. Det er urimeligt, at vi skal vente så lang tid.
Ordene kommer fra Ole Jensen, Taastrup. I lighed med cirka 40.000 andre danskere har han ventet i flere år på en afgørelse i sagen om feriepenge og efterløn. Onsdag i sidste uge kom den endelig: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) tabte sin sag mod Arbejdsmarkedets Ankenævn i Østre Landsret. Men efterlønnerne kan stadig ikke få at vide, om de er købt eller solgt. På grund af valgkampen vil ministeren ikke udtale sig om sagen og heller ikke tage stilling til, om dommen fra Østre Landsret skal ankes, eller hvad der skal ske med de tusinder af sager, der venter.
A-kasserne står på spring for at gå i gang med at udbetale pengene, men venter på grønt lys fra ministeren, der har lovet refusion til a-kasserne, hvis han tabte sagen.
Og imens går tiden hos Ole Jensen. Han er tidligere kok, slidt ned og gik på efterløn som 62-årig.
- For det første synes jeg, at det er noget mærkelig noget, at man lægger sag an mod sig selv. Og for det andet er det heller ikke særlig smart, at sagen ikke kan komme videre nu, fordi der er valg, siger Ole Jensen.
Bent Sivertsen er kasserer i efterlønsklubben i 3F Kastrup. Han har efter eget udsagn omkring 15-16.000 kroner til gode, som han blev trukket i efterløn. Der er gået flere år med venten på en afgørelse.
- Sådan er det, når det gælder det offentlige: Man kommer til at vente i årevis. Det kan ikke være meningen, siger Bent Sivertsen.
Heller ikke han er tilfreds med, at ministeren ikke vil melde klart ud nu.
- Det er fjollet, at han ikke vil sige noget. Hvis han meldte klart ud, at nu får vi pengene, så kan det være, at han ville stå lidt bedre i valgkampen. Det ville være rart med en overraskelse i julegave, siger Bent Sivertsen.
Også efterlønner Verner Reidel fra Hundested finder det urimeligt at trække sagen i langdrag.
- Jeg synes, det er noget svineri. Det er jo penge, som stammer fra, at de har kvajet sig, da de lavede det hul i loven. Som minister har man ansvaret, siger han.
- Det mest naturlige er da at følge landsrettens dom, siger Verner Reidel.
Morten Kaspersen, som er leder af 3F's Akasse, finder det helt urimeligt at trække sagen unødigt ud.
- Jeg forstår godt, at medlemmerne er utålmodige. Det er jo ikke unge mennesker, vi taler om her, siger Morten Kaspersen.
- Her er tale om lovsjusk. Og det er helt klart ministerens ansvar. Ministeren og hans embedsmænd var udmærket bekendt med hullet i loven, og på trods af det gjorde de ikke noget ved det. Nu er han tavs og vil trække sagen yderligere i langdrag til efter valget, på trods af en klar dom fra Østre Landsret. Jeg mener, at medlemmernes retssikkerhed er truet, når man sidder en så klar afgørelse overhørig, siger Morten Kaspersen.
Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov lovede fredag, at en Socialdemokratisk ledet regering efter valget vil følge dommen fra Østre Landsret.
Lagt på: 06. November 2007 09:50
Sidst ændret: 06. November 2007 11:15