- Jeg synes, at nu må beskæftigelsesministeren stoppe og udbetale de penge, som efterlønsmodtagerne har krav på, siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov. Foto: Arkivfoto.

S vil betale efterlønnerne deres feriepenge

- Hjort må melde ud i sagen om feriepenge og efterløn, mener Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov, der vil udbetale pengene, hvis de får magten efter valget.

De cirka 40.000 efterlønnere, der er berørt af feriepengesagen, behøver ikke vente længe på pengene, hvis Socialdemokraterne får magten efter valget.

- Hvis vi får magten, vil vi ikke anke sagen videre. Vi vil udbetale pengene. Det er kun ret og rimeligt, siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov til 3F’s nyhedsbrev.

Onsdag tabte Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen en sag ved Østre Landsret. Han havde lagt sag an mod sit eget ankenævn, Arbejdsmarkedets Ankenævn, fordi han var utilfreds med, at ankenævnet havde afgjort, at nogle efterlønsmodtagere skulle have deres manglende efterløn tilbage, som var modregnet på grund af feriepengene. Det var et hul i loven, der gav mulighed for efterløn og feriepenge samtidig. Hullet er nu lukket.

Folk har krav på svar

Claus Hjort Frederiksen har udsendt en meddelelse, hvor det kort hedder, at der ikke er yderligere kommentarer til afgørelsen på nuværende tidspunkt. Der vil først blive taget stilling til, hvad der skal ske, efter valget. Det gælder både spørgsmålet om at anke, og hvad konsekvenserne bliver for de cirka 40.00 berørte efterlønnere.

- Jeg synes, at nu må beskæftigelsesministeren stoppe og udbetale de penge, som efterlønsmodtagerne har krav på. Det kommer til at koste staten i omegnen af 400 millioner kroner, og det skyldes udelukkende, at beskæftigelsesministeren i sin tid ikke lukkede det hul i loven, som man var fuldt ud bevidst om, siger Thomas Adelskov.

- Vi synes, at efterlønsmodtagerne har krav på et klart svar, nemlig at de får de penge, som de hele tiden har været berettiget til. Fejlen er ministerens, pointerer Thomas Adelskov.

Trækker sagen yderligere i langdrag

Morten Kaspersen, leder af 3FA, er glad for, at en socialdemokratisk ledet regering vil betale pengene.

- Det havde jeg nu også forventet. Det er jo fuldstændig urimeligt, at efterlønsmodtagerne allerede har måttet vente i så lang tid på grund af ministerens lovsjusk, siger Morten Kaspersen.

- Det harmer mig faktisk, at folk skal gå og vente. Det er jo efterlønsmodtagere, vi taler om, og man risikerer jo, at flere afgår ved døden, inden de når at få deres penge. Jeg synes, det er en sølle minister, der trækker sagen yderligere i langdrag, påpeger Morten Kaspersen.

Det har trods fornyet henvendelse ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.


Lagt på: 02. November 2007 10:10

Sidst ændret: 02. November 2007 12:17