DA: Lav ledighed kalder på jobreform

Regeringens jobplan skal nu i fokus. Der er behov for grundlæggende reformer, som markant udsætter tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet, styrker integrationen og modvirker, at flere siver fra arbejdsmarkedet til passive overførselsordninger. Det siger direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Henrik Bach Mortensen på baggrund af ledighedstallene for september, der taler om en ledighed på 3,1 procent.

”De meget lave ledighedstal er et resultat af en voldsom vækst i beskæftigelsen på mere end 100.000 de seneste 6 år. Arbejdsmarkedet er presset og velfærdssamfundet kan ikke opretholdes, med mindre der gennemføres væsentlige reformer på arbejdsmarkedet, så virksomhederne kan få den nødvendige arbejdskraft,” siger Henrik Bach Mortensen.
Han tilføjer, at det stiller store krav til reformer, hvis virksomhederne skal øge beskæftigelsen.
”Mange flere skal være til rådighed for virksomhederne. Det gælder både om at øge det indenlandske udbud af arbejdskraft og om at tiltrække flere kvalificerede medarbejdere fra udlandet,” siger DA-direktøren.
I Dansk Erhverv gør cheføkonom Jens Brendstrup opmærksom på, at der specielt i serviceerhvervene er mulighed for at øge beskæftigelsen yderligere, så endnu flere af de svageste grupper får en mulighed på arbejdsmarkedet.
Derfor ser han fortsat et behov for at forbedre servicevirksomhedernes rammebetingelser, fordi der netop i disse virksomheder er job til dem, der traditionelt har svært ved at få arbejde som følge af kort uddannelse eller manglende faglige kompetencer.
Han forventer i øvrigt, at der i de kommende måneder vil kommen en kraftig opbremsning i ledigheden.
”Efterdønningerne af de sidste års højkonjunkturer er ved at forsvinde, og Dansk Erhverv vurderer, at Danmark i de næste år vil opleve betydelige lavere vækstrater. Udfordringen bliver derfor at holde de folk på arbejdsmarkedet, der er kommet til i løbet af opsvinget,” siger Jens Brendstrup fra Dansk Erhverv.


Lagt på: 01. November 2007 16:20

Sidst ændret: 01. November 2007 16:22