Af Maria Mogensen, NET-Redaktionen
Det fremgår af endnu ikke offentliggjorte tal fra de fire beskæftigelsesregioner, skriver DA's nyhedsbrev Agenda. Her har man undersøgt antallet af ledige inden for de enkelte brancher, der oplever massive problemer med flaskehalse.
Ifølge opgørelsen er der mange ledige inden for de områder, der har størst problemer med at finde arbejdskraft. Det drejer sig om arbejdsmarkedsparate ledige, der har været uden job i mindst tre måneder i træk, og som selv mener, at de er i stand til at tage et arbejde inden for de pågældende områder.
Især hovedstadsområdet og Sjælland er ramt af mangel på arbejdskraft. Men samtidig har regionen en stor arbejdskraftreserve, som består af ledige dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere i matchkategori 1-3, der har gået ledige i mindst tre måneder i træk.
Alle parter har en del af ansvaret, mener Peter Kay Mortensen, næstformand i Beskæftigelsesrådet for Hovedstaden & Sjælland og formand for LO Storkøbenhavn.
”Dels er det ikke synligt nok, hvor der er arbejde at få, for virksomhederne slår ikke i tilstrækkeligt omfang stillingerne op i jobcentrene. Dels har jobcentrene ikke den kontakt til virksomhederne i deres område, som de burde have, og det var jo ellers netop meningen med omlægningen fra det statslige AF-system til det lokale. Og endelig så har vi for mange ledige, der ikke er mobile nok og har tilstrækkelig selvtillid til selv at tage initiativet og presse på,” vurderer han.
Peter Kay Mortensen mener dog, at jobcentrene er gode nok til at anspore og presse de ledige til at søge job, og at det pres er steget. Men både virksomheder og jobcentre skal være bedre til at forklare, hvad jobbene indebærer, pointerer han.
Formanden for Foreningen af Jobcenterchefer i Danmark og jobcenterchef i Slagelse, Hans Erik Rasmussen, mener, at jobcentrene ikke kan gøre mere.
”I dag har de ledige et meget stort personligt ansvar for selv at søge de opslåede job. Det er hele idéen med jobnet.dk (den offentlige jobformidling på nettet.), at de ledige betjener sig selv, og så står jobcentrene til rådighed med hjælp, hvis en ledig efterspørger den. En del af de ledige er sig bare ikke det ansvar tilstrækkeligt bevidst. Den gruppe, der er tilbage på arbejdsmarkedet, er også relativ tung og ikke så gode til selv at være opsøgende,” siger han.
Derudover peger han på, at virksomhederne til tider har en for kræsen holdning til, hvor kvalificeret man skal være til et givent job. Han mener, at de nuværende rådighedsregler er gode nok - ”hvis bare de blev brugt noget mere”.
Også fra politisk side er der fokus på paradokset. Den konservative arbejdsmarkedsordfører, Allan Niebuhr, vil have politikerne til at overveje, om de med konkrete politiske initiativer kan ændre på situationen.
Lagt på: 18. Oktober 2007 06:00
Sidst ændret: 18. Oktober 2007 06:02