Ole Nors fra havnearbejdernes landsklub i Danmark møder Rigoberto Durón fra Honduras. Her er løsarbejderne nu kommet ind i fagforeningen. Foto: Harry Nielsen.
Af Peter Rasmussen, peterjann@stofanet.dk
Havnearbejderne i den vigtige centralamerikanske havn, Puerto Cortéz, har taget et stort skridt fremad mod bedre arbejdsforhold. Efter lang tids kamp er det lykkedes at organisere havnens mange løsarbejdere i en fagforening.
- Nu er 600 ud af havnens 650 løsarbejdere betalende medlemmer af fagforeningen. Det gør en kæmpe forskel. Løsarbejderne har i mange år arbejdet uden sikkerhed eller rettigheder, fortæller Rigoberto Dúron, formand for havnearbejdernes fagforening i byen.
Fagforeningen har for nylig ændret karakter. Tidligere dækkede den kun en enkelt virksomhed. Nu er den en branchefagforening, der organiserer alle arbejderne fra havnen. Det sker blandt andet efter vejledning fra 3F, der støtter fagforeningen gennem et udviklingsprojekt.
- 3F’s støtte har været vigtigt, ikke mindst deres erfaringer med at bringe flere kulturer sammen i den samme fagforening, fortæller Rigoberto Dúron.
Han er også begejstret for at det sidste år lykkedes for havnearbejderne at stoppe planerne om at privatisere havnen, der er Honduras’ og Mellemamerikas største.
Blandt de multinationale selskaber, der ønskede at overtage havnedriften, var A.P. Møller-Mærsks selskab, APM Terminals.
- Jeg er glad for, at Mærsk ikke fik lov til at overtage havnens drift. Vores erfaringer er, at lønnen falder og arbejdsforholdene bliver ringere, når et multinationalt selskab overtager statens opgaver, siger Rigoberto Dúron.
Og de seneste år har havnen været en god investering for staten i Honduras. Fortjenesten betyder, at det nu er muligt at indføre sociale goder som for eksempel en helseklinik for havnens arbejdere, fortæller fagforeningsformanden.
Lagt på: 10. Oktober 2007 09:45
Sidst ændret: 10. Oktober 2007 12:02
Fakta |
|
Havnearbejdere og solidaritet
Havnearbejdere i Danmark har dannet en solidaritetsgruppe, der skal støtte kolleger i Mellemamerika. Tidligere i år besøgte gruppen en række havne i Nicaragua. |