3FA: Ledige er under angreb

Ledige udsættes for mistillid, mener 3FA om kontrollen af ledige. Beskæftigelsesministeren under beskydning på delegeretmøde.

- Normalt siger man, at man er uskyldig, indtil andet er bevist. Men når man er ledig, er det som om, man er skyldig, indtil andet er bevist.

Det sagde Morten Kaspersen, leder af 3FA, ved Akassens delegeretmøde i Aalborg fredag i sidste uge.

Han henviste blandt andet til kontrollen af de ledige.

- Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen oversvømmer os med nye regler og et voksende bureaukrati, der ikke får ledige i arbejde. I stedet skaber det et klima af mistillid og mistænkeliggørelse af de ledige. Sagsbehandlere i jobcentre og i a-kasserne tvinges til at bruge stadig mere af arbejdsdagen på meningsløse måleopgaver, kontroleftersyn og døde rutiner.

Beskæftigelsesministeren har sat gang i en plan for afbureaukratisering af indsatsen i jobcentrene. Nu må turen være kommet til a-kasserne, mener Morten Kaspersen.

Angreb på Hjort

Beskæftigelsesministeren var i det hele taget under kraftig beskydning på mødet.

Poul Engelsted Skovsted, 3F Ringkøbing-Holmsland, havde iført sig politiuniform.

- Vi er efterhånden ved at være både den tolkende, udøvende og dømmende magt over for de ledige. Så lad os blive lovgivende også, sagde Poul Engelsted Skovsted og kritiserede blandt andet, at jobcentre jagter hjemsendte medarbejdere i fiskeindustrien.

Søren Becher fra 3F Lager, Post & Service:

- Vi aner ikke, hvor mange der kommer i job på grund af CV-banken. Der er ingen dokumentation for, at det virker, selvom vi må bruge oceaner af tid på det. Samtidig jagtes de ledige rundt i et samtalecirkus, hvor der heller ikke er dokumentation for effekten, sagde Søren Becher.

Han mente, at 3FA ikke skal være klassens flinke dreng.

- Hjort er den virkelige iberiske dræbersnegl i dansk politik. Vi skal gå til kamp mod Claus Hjort og hans ødelæggende politik, der angriber de ledige og svækker fagbevægelsen, sagde han.

Berit Petersen fra 3F Industri og Service København syntes, at det er på tide at lave omvendt kontrol.

- Vi har mange rengøringsassistenter og etniske medlemmer, som er lykkelige for at have en tre-fire-fem timers arbejde om dagen. Alligevel skal vi kontrollere dem i alle ender. I realiteten er det ikke dem, der har et problem, men arbejdsgiverne, der udsteder en frigørelsesattest. Efter 52 uger ryger medlemmet ud, og arbejdsgiveren udsteder en ny frigørelsesattest, og der kommer en ny medarbejder ind, sagde Berit Petersen og konkluderede, at det er arbejdsgiverne, der misbruger a-kasse-systemet.

På jobnet hver uge

Der var også kritik af, at ledige fra næste år skal gentilmelde sig på jobnet hver uge.

- Det værste er, at hvis det glipper, kan medlemmerne miste dagpengene, sagde Morten Kaspersen fra Akassen.

Det er beregnet, at de ledige vil miste 15 millioner i dagpenge af den grund.

- Vi vil følge det tæt og gøre alt for at hjælpe vores medlemmer, så sådan en kold beregning bliver gjort til skamme, siger Morten Kaspersen.

- Beskæftigelsesministeren oversvømmer os med nye regler og et voksende bureaukrati, der ikke får ledige i arbejde, sagde Morten Kaspersen, leder af 3FA, blandt andet i sin beretning.


Lagt på: 05. Oktober 2007 00:06

Sidst ændret: 26. September 2007 10:02