I anonyme telefonopkald og på e-mail har Fabia Gutierrez fået at vide, at hun og hendes syvårige datter vil blive dræbt, hvis ikke hun stopper sit faglige arbejde. Hun er desuden blevet udsat for forsøg på bestikkelse. Fotograf: Louisa Lange

Antallet af mord på fagligt aktive stiger

144 tillidsfolk blev myrdet i 2006. Tendensen er stigende, og verdens farligste land er Colombia, der står for over halvdelen af mordene.

Mange steder på kloden blev det endnu mere farligt at være fagligt aktiv i 2006.

Det viser den årlige opgørelse fra den internationale faglige sammenslutning ITUC:
144 blev myrdet. Flere end 800 har været udsat for tæsk, tortur og mishandling. 5.000 har været arresteret, og 848 tilbageholdt. Og det er blot de registrerede tilfælde.

I ITUC er der stor bekymring over udviklingen:

- Arbejdere, der forsøger at forbedre deres levevilkår gennem faglige aktiviteter, oplever et højere niveau af undertrykkelse og trusler i et stigende antal lande. Mest chokerende er stigningen på 25 procent i antallet af mord i forhold til året før, siger Guy Ryder, formand for ITUC.

Han forklarer, at undertrykkelsen i de værste lande er fortsat med samme kraft i 2007.

Mord bliver ikke opklaret i Colombia

Colombia har i mange år været det værste land og står også med en negativ rekord for 2006: 78 mord på fagligt aktive. ITUC noterer, at de næsten alle blev udført af paramilitære dødspatruljer med forbindelse til regeringen eller arbejdsgivere. I alt er der begået 1.165 mord på fagligt aktive i Colombia siden 1994, og kun i 14 tilfælde er der afsagt domme.

I Filippinerne blev ikke færre end 33 fagligt aktive myrdet, i visse tilfælde i samarbejde med politiet og militæret.

3F’s internationale sekretær, Sune Bøgh, beklager, at volden mod fagligt aktive igen stiger efter en mindre nedgang sidste år.

- Det er jo utroligt, at der stadig er mange, der gør et godt stykke fagligt arbejde under de livsfarlige forhold. Derfor må vi kræve, at også den danske regering og andre vestlige lande begynder at stille krav til lande som Colombia og Filippinerne, når vi laver handelsaftaler og udviklingsarbejde. Vi må være med til at sikre, at de grundlæggende rettigheder bliver opfyldt, siger Sune Bøgh.

Også problemer i de rige lande

Sune Bøgh hæfter sig ved, at rapporten ikke kun kritiserer forholdene i ulandende.

- Der er også et juridisk og politisk pres på arbejdernes rettigheder i Vesten. Blandt andet i Australien, hvor regeringen har tiltalt 107 strejkende bygningsarbejdere efter en ny fagforeningsfjendsk lov, og i USA, hvor millioner af ansatte gennem lovgivning er blevet frataget retten til at stå i fagforening, siger Sune Bøgh.

ITUC kritiserer desuden undertrykkelse af faglige rettigheder hos multinationale selskaber som Coca-Cola, Nestlé og Wal-Mart.


Lagt på: 21. September 2007 09:00

Sidst ændret: 21. September 2007 12:28

Fakta

Så mange fagligt aktive blev dræbt 1997: 299 dræbte
1998: 123 dræbte
1999: 199 dræbte
2000: 209 dræbte
2001: 223 dræbte
2002: 213 dræbte
2003: 129 dræbte
2004: 145 dræbte
2005: 115 dræbte
2006: 144 dræbte