Forslaget til beslutningen om frivillig kønskvotering i 3F's afdelingsbestyrelser vil blive præsenteret af 3F's næstformand Jane Korczak på kongressen i Aalborg.
Af Helene Olesen, Fagbladet 3F, helene.olesen@3f.dk
I stedet for at se på, om der står "tidligere KAD'er" eller "tidligere SiD'er" på ryggen af medlemmerne i 3F's afdelingsbestyrelser, skal de fremover kunne vælge at indføre en direkte kønskvotering.
Det ligger i et forslag til kongresbeslutning, som 3F's delegerede skal tage stilling til ved kongressen, der begynder lørdag.
Der er tale om et forslag fra 3F's hovedbestyrelse om, at afdelingerne - hvis de ønsker det - kan indføre kønskvotering i forhold til, hvor mange mandlige og kvindelige medlemmer der er i afdelingen.
I modsætning til i dag, hvor afdelingerne er bundet af den aftale om Fair Repræsentation, der fastlægger en kvote for, hvor mange tidligere KAD'ere og tidligere SiD'ere der skal være repræsenteret i de forskellige udvalg og bestyrelser.
- Forslaget her sætter aftalen om Fair Repræsentation på standby og peger fremad. Vi vil gerne være med til at finde nogle andre metoder i afdelingerne, der kan tilgodese kønnene. Og med det her forslag giver vi kvinderne en bredere og bedre platform, og vi favner samtidigt de tidligere SiD-kvinder og de kvinder, der kommer fra RBF, og som hidtil ikke har haft en beskyttelse, forklarer 3F's næstformand Jane Korczak.
Hun understreger, at forslaget er en frivillig ordning, som heller ikke har til hensigt at erstatte Fair Repræsentation, som er en kongresbeslutning, der kører frem til 2013. Ifølge kvoteringsforslaget falder afdelingen også "tilbage" til aftalen om Fair Repræsentation, hvis den eventuelt ophører med at benytte kønskvotering.
I 3F Skagerak synes ligestillingsansvarlige Laila Stidsborg (tidligere KAD) rigtig godt om forslaget.
- Her er vægten lagt på kønnene og ikke på, hvor man kommer fra. Der er flere steder i landet, hvor man har haft svært ved at opfylde målene med Fair Repræsentation, og det her forslag går ind og åbner for, at tidligere SiD-kvinder og kvinder fra det tidligere RBF får en øget chance. Og det er ligeså vigtigt. Så jeg ser det som en slags fremtidig afløser for Fair Repræsentation, siger Laila Stidsborg.
Også i den modsatte ende af landet, i 3F Vestsønderjylland, er der fuld opbakning fra ligestillingsansvarlige Susanne Sørensen (tidligere KAD).
- Fair Repræsentation var et nødvendigt tiltag og har nok også virket. Men der er ingen tvivl om, at vi fremover skal begynde at kigge på køn, fremfor at se på hvad der engang stod bag på os. Det her forslag er et rygstød til at få flere kvinder til at være aktive og engagerede, og så er det et redskab til at vise, at det er vigtigt og har værdi, at begge køn er repræsenterede. Ellers kan jeg være lidt bekymret for, at kvinderne bliver skubbet ud på sidelinjen, siger Susanne Sørensen.
Fra medlem af 3F's ligestillingspolitiske udvalg, Steen Michael Hansen (tidligere SiD), er der også kun roser tilovers for forslaget, som han - hvis det godkendes på kongressen - vil forsøge hurtigt at få omsat i praksis i 3F Slagelse.
- Jeg synes, Fair Repræsentation har virket upåklageligt her i Slagelse, hvor den er blevet efterlevet i alle ender og kanter. Men nu, hvor 3F er fusioneret med RBF - og måske kommer der i fremtiden andre forbund til, hvem ved - så er kønskvotering altså bedre. Det åbner for nogle helt andre muligheder, og det er kun til gavn for vores medlemmer på længere sigt, siger Steen Michael Hansen.
Han ser også kvoteringsmodellen som en metode til at rekruttere flere fagligt engagerede blandt de medlemmer, der har anden etnisk baggrund end dansk.
- Vi har ikke særligt mange med anden etnisk baggrund siddende i vores bestyrelser. Men går vi efter den her aftale, får vi nogle nye muligheder, hvor vi kan se på den etniske sammensætning i vores medlemsgrundlag fremfor at skulle dele det op i, om det er en tidligere SiD'er eller en tidligere KAD'er, siger Steen Michael Hansen.
Længere mod øst får det nye kvoteringsforslag dog ikke Jim Staals (tidligere SiD) stemme. Han er formand for 3F Industri Vestegnen og også medlem af forbundets ligestillingspolitiske udvalg, men det er ikke lig med støtte til et forslag, han sammenligner med "våd sæbe på en rutsjebane".
- Det er et frivilligt forslag, men sådanne forslag har det med at blive en glidebane og ende som standard. Og jeg mener ikke, kønskvotering er det rigtige. Jeg mener ikke, det er dér problemet ligger. Problemet ligger i, at den skare, vi har at rekruttere fra, er for lille. Vi skal i stedet bruge vores kræfter på at få flere befolkningsgrupper til at engagere sig i det faglige arbejde, siger Jim Staal.
Han er imod, at man går ind og sætter tal på ligebehandling i alle henseender.
- Vi skal ikke være bundet af tal og kvoter. Tværtimod frygter jeg, at det vil kunne ende som en sovepude. Nej, vi skal gøre noget for at få rekrutteret bredt til vores arbejde, og så er det sådan set underordnet, om det er kvinder, mænd eller medlemmer med anden etnisk baggrund, siger Jim Staal.
Forslaget til beslutningen om frivillig kønskvotering vil blive præsenteret af 3F's næstformand Jane Korczak på kongressen. Dét er ligestillingsansvarlige Laila Stidsborg fra 3F Skagerak til gengæld ikke glad for.
- Det ville have en hel anden signalværdi, hvis det var Poul Erik Skov Christensen, der fremlagde forslaget, mener Laila Stidsborg.
Ville det ikke være bedre, hvis det var forbundsformanden, der lagde kønskvoteringsforslaget frem, Jane Korczak?
- Jeg regner med, jeg kan gøre det lige så godt som ham. Og så har den her blomst nok mere groet i min have. Forbundsformanden tager ligestillingspolitiske spørgsmål op i sin beretning - det er fint med mig, siger Jane Korczak.
Lagt på: 14. September 2007 10:10
Sidst ændret: 14. September 2007 12:16