Selvom rygestopkurser, firmaidræt og motionsrum til de ansatte bliver mere og mere udbredt på danske virksomheder, så har hver anden 3F'er ingen sundhedstilbud på jobbet. Arkivfoto.

Firmaer sylter sundhed på jobbet

Hver anden 3F'er har slet ingen sundhedstilbud på jobbet. Det er ikke godt nok, siger sundhedsekspert, der kalder sundhed på jobbet for "win-win" situation.

Selvom rygestopkurser, firmaidræt og motionsrum til de ansatte bliver mere og mere udbredt på danske virksomheder, så har hver anden 3F'er ingen sundhedstilbud på jobbet, viser en undersøgelse blandt 863 deltagere i Fagbladet 3F's webpanel.

- Det er mindre, end man kunne ønske sig, siger Gisela Sjøgaard fra Arbejdsmiljøinstituttet.

- Sundhedstilbud er en "win-win" situation for arbejdsgivere og ansatte. De ansatte får bedre helbred og derfor på sigt også færre sygedage og bliver mere produktive, siger hun.

3F'erne ligger i den tunge ende, når det gælder sundhed. Blandt andet er dobbelt så mange 3F'ere som resten af danskerne "svært overvægtige".

Samtidig har mange et opslidende arbejdsmiljø og er derfor mere udsatte for dårligt helbred, siger Margit Groth, seniorforsker ved Fødevareinstituttet.

- Dødeligheden er højere for gruppen af lavt uddannede, og samtidig har de ofte dårligere fysisk og psykisk arbejdsmiljø, påpeger Margit Groth. Derfor er tilbud om sund kost og motion på arbejdet særligt vigtigt for 3F'erne, forklarer hun.

Betaler halv løn for motion

I Hvidovre Kommunes Vej og Park-afdeling har de et hav af sundhedstilbud. Ud over motionsrum og kostvejledning har de også en motion-med-løn ordning. Når Vej og Park-arbejderne dyrker motion, betaler deres arbejdsgiver, Hvidovre Kommune, halv løn.

- Når man har børn, så er man spændt op. Og så er det godt med den her ordning, siger Lars Cramer Hansson, der gennem ordningen dyrker fem timers motion om ugen.

Afdelingschef Michael Daugård er også glad for, at de har indført halv løn for motion for et år siden.

- Vi får sundere medarbejdere ud af det og oven i det færre sygedage, vurderer han.


Lagt på: 07. September 2007 10:30

Sidst ændret: 07. September 2007 12:00