Der skal findes en model til at sikre mænd på barsel økonomisk kompensation, mener beskæftigelsesministeren. Arkivfoto: Kennet Havgaard.
Af Hanne Gaard Mortensen, NET-Redaktionen
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) opfordrer nu mændene til at tage mere barsel. Men siger samtidig, at arbejdsmarkedets parter bør lave en ny model for barsel, for i dag er det langt mest almindeligt, at kvinderne har lang barsel, da det økonomisk bedst kan betale sig.
- Et af problemerne er jo de skæve lønninger mellem mænd og kvinder. Det koster mere, når far bliver hjemme, siger beskæftigelsesministeren til Berlingske Tidende.
Han mener, at man skal bevæge sig i retning af økonomisk kompensation til mændene, men vil i øvrigt lade det være op til arbejdsmarkedets parter at opfinde modellen til at sikre det.
I fagforbundet FOA tager formand Dennis Kristensen positivt imod udmeldingerne fra Claus Hjort Frederiksen. Han vil nu på vegne af de offentligt ansatte stille et forslag om at sikre fædre bedre muligheder for at holde barsel med fuld løn.
Hos Socialdemokraterne kalder Mette Frederiksen det for et skridt i den rigtige retning, at beskæftigelsesministeren åbner for barsel til mændene.
- Men i stedet for selv at bidrage til at løse problemet, så beder han andre om at gøre det. Det er slapt, siger Mette Frederiksen.
Claus Hjort Frederiksen, der fylder 60 år i morgen, valgte selv som ung far at sige et velbetalt job op for at få mere tid til sine børn.
For børn født i 2005 holdt faren i gennemsnit 3,14 uger, mens moren holdt 38,71 uger i fødselsåret og året efter.
Lagt på: 03. September 2007 10:20
Sidst ændret: 03. September 2007 13:39