Enrique og hans kolleger slap af med det farlige giftstof, clorporifys med hjælp fra 3F. Foto: Søren Zeuth

Enrique: Vi kom giften til livs

Bananarbejdere fik hjerneskader og selvmordstanker af insektgift. Fagforeningen måtte dokumentere problemerne, før giften blev fjernet. Læs første portræt i 3F’s serie om globale helte.

Enrique blev først bekymret. Så blev han vred.

Han havde arbejdet hele sit voksne liv som bananarbejder for frugtkoncernen Chiquita i Honduras. Nu ville selskabet indføre en ny gift-imprægneret pose, der skulle beskytte bananerne mod insektangreb. 41-årige Enrique Torres vidste ikke meget om gift og kemikalier, men han vidste, at han var bange for det.

Fik aldrig rent besked om giften

- Når noget ikke lugter godt, er det ofte giftigt. Posen lugtede ikke godt. Samtidig var vi nervøse over at skulle arbejde med flere kemikalier. Posen var forbudt i USA. Hvorfor? Vi fik intet svar, fortæller Enrique.

Posen var imprægneret med det farlige giftstof clorpyrifos, der blandt andet blokerer nervesystemet.

Enrique og hans kolleger gik strejke i begyndelsen 2002 for at undgå den famøse pose. Uheldigvis kom regeringen i Honduras Chiquita til undsætning: En ekspertkomité nedsat af arbejdsministeren erklærede, at risikoen for skader var minimal. Enrique og de andre arbejdere blev tvundet i arbejde igen under trusler om fyring.

Mistede potensen

Kort om Enrique

41 år
Bananarbejder
Gift med Ana
To børn

Posen blev indført, og effekten lod ikke vente på sig:

- Jeg fik hovedpine. Jeg kastede op hele tiden. Mine øjne blev irriteret. Jeg blev deprimeret og havde ikke lyst til at arbejde, erindrer Enrique, der også begyndte at få næseblod i tide og utide.

Han ændrede karakter og var træt og irritabel, når han kom hjem fra arbejde. Det plejede han ikke at være, fortæller hans kone, Ana.

- Vores sexliv blev også påvirket. Enrique mistede potensen i en periode, forklarer Ana. Hendes latinske mand nikker tavst og kigger på ingenting.

Flere af Enriques arbejdskammerater fik selvmordstanker under påvirkning af nervegiften.

Undersøgelse beviste skader

Globale Helte

De syr vores t-shirts, plukker vores kaffe og høster de bananer, vi køber i supermarkedet. Deres løn er lav, og arbejdsforholdene er livsfarlige.
Arbejdere i ulandene er vor tids helte.
3F præsenterer arbejdere, der gør en forskel: Bestil hæftet "Globale Helte" hos 3F's ekspedition, telefon 70 300 300. Varenr. 7003.

Enrique fik det værre og værre, indtil bananarbejdernes fagforening, Sitraterco, fik gennemført en uvildig undersøgelse af giftens konsekvenser. Den afslørede hjerne- og nerveskader blandt arbejderne og beviste, at masker og handsker ikke forhindrede forgiftninger ?Undersøgelsen var støttet af 3F og det svensk støttede regionale arbejdsmiljøprogram, SALTRA.

Konklusionen var ikke til at tage fejl af: Risikoen for sundhedsskader var uacceptabel, og brugen af poserne burde indstilles. Efter tre års strid, valgte Chiquita derfor at droppe brugen af den forhadte giftpose – i hvert fald i Honduras.

- Vi kunne ikke have sejret alene

Enrique er ikke i tvivl om, at støtten fra 3F gjorde en forskel:

- Vi vandt kampen takket være vores venner i udlandet. Vi kunne ikke have sejret alene. Jeg er stolt over den kamp, vi førte. Vi troede, at det var umuligt - selv regeringen var imod os, , siger Enrique.

Symptomerne efter giften er næsten væk nu. Enrique er ikke 100 procent på toppen endnu, men det kommer nok.

- Jeg frygter, at der er rester af giften i organismen. Der er meget vi ikke ved. Men jeg er på vej tilbage, forsikrer Enrique, tager Ana om livet og får et stort smil til gengæld.
Sexlivet er også i orden nu.


Lagt på: 16. August 2007 11:32

Sidst ændret: 17. August 2007 10:07

Fakta

3F undersøgte bananarbejdere 94 Chiquita-ansatte blev undersøgt og udspurgt om deres helbred i en undersøgelse støttet af 3F, det svensk støttede arbejdsmiljøprogram SALTRA og bananarbejdernes fagforening, Sitraterco.
Undersøgelsen viste, at mange bananarbejdere blev forgiftet på jobbet trods brug af personlige værnemidler.

3F støtter en række lokale fagforeninger for bananarbejdere i Mellemamerika og Ecuador og det regionale faglige netværk Colsiba.