Af Lars Hjorth, NET-Redaktionen
Sagen blev ført for to kvinder, der arbejdede som tjenere på Løgstør Park Hotel. De følte sig begge seksuelt chikanerede af deres direktørs kommentarer og opførsel.
Som eksempel nævnes det, at da en af kvinderne serverede en pizza for direktøren og for sjov skrev en regning på 1.000 kroner til ham, kommenterede han det med at spørge, om der fulgte ”ekstra tilbehør” med. Samtidig lagde direktøren en hånd på kvindens skulder. En anden gang følte en af de to kvinder, at direktøren havde stirret på hende en hel aften.
I rettens afgørelse hedder det ifølge Kristelig Fagbevægelse, at friske bemærkninger og en hånd på skulder, arm eller ryg ikke anses for at være udtryk for en krænkelse i sig selv, men i betragtning af andre tilkendegivelser af seksuel islæt, og fordi pigerne følte sig seksuelt chikanerede og havde gjort opmærksom på det, blev rettens vurdering, at de havde været udsat for en uønsket adfærd.
De to kvinder fik hver 10.000 kroner i erstatning.
- Direktørens advokat forsøgte at gøre hans bemærkninger og opførsel bagatelagtige, men dommen viser, at selv små ting kan være sexchikane, og den sætter nye grænser for, hvor lidt der skal til for, at det er sexchikane. Samtidig var det afgørende, at medarbejderne fra starten var gået til deres daglige leder og klaget over, at de følte sig udsat for sexchikane, siger Mette Lykkegaard, Kristelig Fagbevægelses juridiske chef og advokat i sagen.
Lagt på: 15. August 2007 10:50
Sidst ændret: 15. August 2007 12:42