3F's Akasse er træt af, at a-kasser og ledige er underlagt meningsløs kontrol. Foto: Arkiv.
Af Lene Petersen, Fagbladet 3F
Aldrig i nyere tid har ledigheden været så lav, som den er i 3F nu. Ifølge Danmarks Statistikbank var der i juni måned i år 13.536 ledige i 3F - svarende til 4,8 procent. Det er det laveste antal i juni i de 12 år, tallene i Danmarks Statistikbank går tilbage.
Lederen af 3F’s Akasse Morten Kaspersen har været a-kassemand i mange år og kan heller ikke huske, at ledigheden nogensinde tidligere har været så lav.
- Det er imponerende. Naturligvis er det især glædeligt for hver og en, der er kommet i arbejde og nu er fri for at være arbejdsløs, siger Morten Kaspersen.
Selv om ledighedstallene sætter bund-rekorder, mener Morten Kaspersen ikke, det er umuligt, at tallene kan komme endnu længere ned.
- Men problemet er, at Fogh-regeringen har opbygget et mistillidssamfund, der flytter ressourcer fra resultatskabende arbejde til arbejde med meningsløs registrering og kontrol. Ledigheden kan blive endnu lavere, men det kræver, at bureaukratiet skal afskaffes, siger Morten Kaspersen
3F's a-kasseleder er træt af, at a-kasser og ledige er underlagt meningsløs kontrol.
- Jeg mener, at kræfterne og ressourcerne skal bruges på vejledning, uddannelse og formidling af job. Der er behov for opkvalificering af de ledige, så de kan matche nutidens krav på arbejdsmarkedet. Det er ærgerligt og tidsspilde, at vi er tvinges til at sidde og kontrollere de ledige i hoved og røv – har de nu også skrevet et korrekt CV, har de nu også søgt det og det job, er det hele nu registreret rigtigt. Masser af job i Claus Hjort Frederiksens Jobnet er allerede besat eller forældede, når vores ledige medlemmer søger det, siger Morten Kaspersen.
- Kræfterne skal bruges på at finde den rigtige person til det rigtige job, understreger han.
Lagt på: 14. August 2007 10:21
Sidst ændret: 14. August 2007 11:26
Fakta |
|
Laveste ledighed i mange år
Antal ledige i 3F*, juni: |