Af Karsten Christensen, NET-Redaktionen
FOA løber dermed en økonomisk risiko, for det afhænger af udfaldet af en retssag, om forbundet om en række år kan få pengene tilbage fra staten. FOA er da også det eneste forbund, der har foretaget udbetalinger til efterlønsmodtagere på baggrund af den indviklede sag om, hvorvidt efterlønsmodtagere skulle nyde godt af et hul, der opstod i ferieloven, da den blev revideret i 2004.
Hullet gav op mod 25.000 efterlønsmodtager mulighed for at slippe for en modregning på i alt 250 millioner kroner i deres efterløn. Men kun få a-kasser opdagede muligheden, og der kom ingen vejledning fra Arbejdsdirektoratet.
Sagen blev offentligt kendt i foråret 2005, hvor beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen reagerede med en bekendtgørelse, der skulle stoppe hullet. Inden da havde tusinder af efterlønsmodtagere fået modregnet feriepenge i deres efterløn, og beskæftigelsesministeren mente, at det var a-kasserne, der havde rådgivet forkert og derfor burde bære udgifterne til efterbetalingen.
Arbejdsmarkedets ankenævn gav imidlertid en klager medhold i, at han skulle have sine tilgodehavender fra Arbejdsdirektoratet, og det startede en lavine af krav. Ministeren sagsøgte sit eget ankenævn, og ankenævnet svarede igen ved at gå til domstolen med en påstand om, at ministeren slet ikke kunne sagsøge sit eget ankenævn.
A-kasserne har desuden anlagt en sag mod ministeriet og direktoratet for at sikre, at statskassen kommer til at hænge på regningen. Giver retten ministeren ret, står FOAS ledelse med et stort problem i form af et hul i kassen på 50 millioner kroner, som man ikke kan få dækket.
FOAs informationschef, Jens Jørgen Krog, siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at forbundet har følt sig moralsk forpligtet til at udbetale de mange penge til de ældre nu i stedet for om føje år, når retten har talt.
- Og vi er i øvrigt overbeviste om, at ministeren vil tabe sagen med fynd og klem. Der er jo tale om åbenlyse brølere i både Arbejdsdirektoratet og Beskæftigelsesministeriet, siger Jens Jørgen Krogh.
Pengene er udbetalt efter et omfattende udredningsarbejde, der blandt andet har omfattet kontakt til hver enkelt efterlønsmodtager.
- Vi har i seks måneder haft 15 ansatte på fuld tid beskæftiget med denne sag og er nu ved at nå bunden i bunkerne. Der resterer kun et par hundrede sager, oplyser FOA's informationschef.
Pengene til udbetaling til efterlønsmodtagerne er hentet i FOAs kasse og ikke i a-kassen. Det skyldes, at det er forbudt at lænse en a-kasse for den slags midler. Sideløbende med udbetalingerne har FOA sendt 6.300 klagesager til Arbejdsdirektoratet på vegne af de ældre, der uretmæssigt er blevet modregnet, men endnu er ingen af disse sager blevet afgjort. Ifølge Jyllands-Posten er der indsendt 7.600 klager til Arbejdsdirektoratet.
Lagt på: 19. Juni 2007 11:20
Sidst ændret: 19. Juni 2007 11:22