Ministerium stævnet i feriepengesag

A-kassernes organisation, AK Samvirke, stævner nu Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsdirektoratet i sagen om modregning i efterlønneres feriepenge.

A-kasserne mener, at de uberettiget er blevet tvunget til at tilbagebetale et stort millionbeløb til de ældre efterlønsmodtagere - det drejer sig om cirka 25.000 personer.
Torben D. Jensen, sekretariatschef i AK Samvirke, har anlagt sagen på vegne af HK og Kristelig A-kasse.
- Vores tålmodighed i denne sag er opbrugt. Og da vi mener, at fejlen endegyldigt ligger hos ministeriet og direktoratet, har vi besluttet at gå til domstolene, siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.
A-kasserne mener, at myndighederne har forsømt at oplyse de ældre om, at de kunne have udnyttet et hul i loven til at undgå, at feriepengene fra deres sidste år på arbejdsmarkedet blev modregnet i efterlønnen.
Men beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) ser det ikke som ministeriets pligt, og han lukkede kort efter sagen kom frem hullet i loven.
Ifølge Torben D. Jensen skal staten kompensere a-kasserne med op mod 50 millioner kroner, hvis de vinder sagen.
I øjeblikket ligger 7.500 klagesager fra borgerne i Arbejdsdirektoratet, hvor de har ventet på behandling siden maj sidste år.
Men direktoratet lover nu, at hver enkelt i løbet af de næste par uger får et brev med deres retsstilling.
Sagerne deler sig i to bunker. Dem, der intet har gjort, og er blevet modregnet, og dem, der bedt om råd, men ikke fået nogen vejledning eller er blevet vildledt. Det er den sidste gruppe, som ministeriet har lovet penge fra a-kasserne, og som a-kasserne altså nu stævner for.


Lagt på: 31. Maj 2007 09:10

Sidst ændret: 31. Maj 2007 09:12