OK08/Ret til fitness på jobbet

Fagforbundet FOA vil gøre motion og sundhedstiltag til en del af næste års overenskomster på det offentlige område.

Fitness i arbejdstiden, fysioterapi og kurser i vægttab er nogle af de tilbud, FOA mener, medlemmerne skal have.
- Vores medlemmer er mere udsat for nedslidning end andre faggrupper på grund af mange tunge løft. Jeg tror, det er vigtigt, at de ansatte har en rettighed for eksempel til at dyrke motion i en del af arbejdstiden eller til at trække på en fysioterapeut eller ergoterapeut, hvis man har problemer med ryggen, siger formanden for FOA, Dennis Kristensen, til DR Nyheder.
Blandt dem, som skal have mulighed for at få en sundhedsordning, finder man brandmænd, social- og sundhedsassistenter og portører.
Formand for det nationale råd for folkesundhed, professor Bente Klarlund, bakker op om Dennis Kristensens idé, da der er bevis for, at kortuddannede dør tidligere end folk med en lang uddannelse, og at de er mere syge.
- Det skyldes dårlig livsstil som rygning og alkohol og mangel på motion. Og da arbejdet er så stor en del af vores liv, er det helt oplagt, at fagforbundene stiller krav om sundhed på jobbet, siger hun.


Lagt på: 23. Maj 2007 09:20

Sidst ændret: 23. Maj 2007 09:22