Sover du godt om natten Rikke Hvilshøj?

Integrationsminister Rikke Hvilshøj hævder, at den udviste sexslave Rose trygt kan sendes tilbage til Nigeria, hvor bagmanden venter. Er den borgerlige regering virkelig presset så hårdt af sit støtteparti?

"Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet".

Ja, undskyld, at vi kommer det klassiske Poul Schlüter-citat i hu. Men sammenligningen med tamil-sagen ligger lige for, når vi ser på den måde, integrationsminister Rikke Hvilshøj og hendes embedsmænd i Udlændingeservice har håndteret sagen med den udviste sexslave Rose på.

I firserne hævdede den konservativt ledede regering, at der var udsigt til forbedrede forhold for tamilerne på Sri Lanka. Her i 2007 hævder den Venstre-ledede regering, at forholdene i Nigeria er så stabile, at sexslaven Rose uden problemer kan sendes retur til Afrika.

Men er det reelt sådan, det forholder sig? Har ministeren og hendes embedsmænd i virkeligheden ikke fejet alle de beviser, der peger på det modsatte, ind under gulvtæppet? Embedsmænd fra Udlændingeservice frikender forholdene i Nigeria, men i lignende rapporter fra blandt andet Norge kan man læse det stik modsatte. Her fremgår det med al tydelighed, at Rose er i overhængende fare, fordi hun har hjulpet politiet.

Efter ti år som sexslave var Rose så ilde tilredt både fysisk og psykisk, at hun havde brug for hjælp. Derfor søgte hun hjælp hos de danske myndigheder og gik til politiet med oplysninger om sine bagmænd. Hovedmanden nåede dog at stikke af. Han sidder nu i Nigeria og venter på, at sladrehanken Rose bliver sendt tilbage.

På et samråd i Integrationsudvalget kom Rikke Hvilshøj til at forklare baggrunden for afslaget. "Hvis vi giver asyl til de her kvinder, så kommer der for alvor gang i menneskehandlen, og så vil det vælte ind med kvinder, der påstår, at de har været udsat for menneskehandel", sagde hun.

Sikke da et menneskesyn, og sikke da en mangel på anstændighed. Vil ministeren virkelig påstå, at Rose og de af hendes medsøstre, der har gennemlevet lignende rædsler, udelukkende er en flok udspekulerede bekvemmelighedsflygtninge?

Det er uforståeligt, at Rikke Hvilshøj kan sove roligt om natten.


Lagt på: 18. Maj 2007 00:06

Sidst ændret: 15. Maj 2007 13:06