En million kroner til en stressklinik i hver kommune vil være rigtig godt investeret, siger stressforsker Bo Netterstrøm. (Arkivfoto).
Af Karin Ravn, karin.Ravn@3f.dk
Der kunne spares masser af omkostninger til fravær, hvis kommunerne tilbød rådgivning til familier, der har problemer med balancen mellem jobbet og det derhjemme. Det siger stressforskeren Bo Netterstrøm til Nyhedsbrevet 3F.
Han har i regeringens Familie- og Arbejdslivskommission været med til at foreslå, at der i den kommende kvalitetsreform afsættes 100 millioner kroner til rådgivningsklinikker i kommunerne.
Klinikkerne skal først og fremmest tilbyde behandling af stress, men folk skal også kunne henvende sig for at få hjælp til at tackle dagligdagens krav, herunder problemer med familie- og arbejdslivsbalancen.
- Bare en million til en sådan klinik i hver enkelt kommune vil være givet enormt godt ud. I dag er der ingen steder, du kan gå hen og få taget problemerne i opløbet. Jeg forestiller mig noget á la for eksempel retshjælp, hvor man helt uforpligtende kan få rådgivning uden at skulle gå til lægen først og uden at blive registreret, siger Bo Netterstrøm.
Bo Netterstrøm er leder af landets eneste offentlige stressbehandlingstilbud - Stressklinikken på Hillerød Sygehus.
Behandlingen her finansieres som regel af arbejdsgiver, pensionskasse eller den stressede selv.
Men for den stressramte kan det være svært også at blive ramt økonomisk. Og derfor vil det være et enormt fremskridt, hvis kommunerne i fremtiden kan tilbyde folk hjælp - eventuelt mod en mindre egenbetaling, mener Bo Netterstrøm.
En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at cirka ni procent af danskerne ofte føler sig stressede. For 20 år siden gjaldt det kun seks procent af befolkningen.
Ifølge Bo Netterstrøm er der næsten ingen af dem, der kommer på stressklinikken i Hillerød, som har et velfungerende familieliv.
Lagt på: 10. Maj 2007 10:20
Sidst ændret: 10. Maj 2007 13:16