1. maj/ Helle T: "Tidsbank" i det offentlige

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, præsenterer i sin 1. maj-tale et forslag om en ”tidsbank” i den offentlige sektor, hvor de ansatte kan opspare fritid.

- Det er ikke noget nymodens pjat. Det er en ordning, der tillader den enkelte at levere en ekstra indsats i perioder, hvor det kan lade sig gøre. Og til gengæld holde fri i de opsparede dage, uger, måneder eller ligefrem år, når andre behov eller muligheder melder sig. Eksempelvis for at passe børn, tage orlov - eller en helt ny uddannelse, siger hun på sin tourné rundt til Odense, Kolding, Vejle, Århus og Silkeborg.
Helle Thorning-Schmidt advarer i sin tale imod ligegyldighed.
- Det er på høje tid, at vi stopper den "nå!"-følelse som jeg fornemmer, har spredt sig i landet de sidste godt fem år.
Der skal tages hånd om problemerne, uanset om det gælder udsatte børn, behandlingen af de ældre, behandlingen af de syge eller trygheden ved at gå på gaden.
- Hverdagen er ikke ligegyldig. Livet er ikke ligegyldigt. Vi kan ikke bare sige ”nå!”, når vi oplever uretfærdigheder og svigt. Vi må gøre noget ved det også selv om det kan være svært. Det middelmådige er aldrig godt nok for Danmark. Derfor har Danmark brug for en ny regering.


Lagt på: 01. Maj 2007 08:30

Sidst ændret: 01. Maj 2007 08:32