3F var godt repræsenteret på 1. majs talerstole. Her i Trekronergade i Valby.

Jord- og beton har stadig brug for 1. maj

Røde sange og høj stemning ved morgenmødet i Bygge, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening. Men utilfredsheden over vedtagelsen af overenskomsten blev også luftet.

I 3F Bygge, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i Valby er stemningen høj, selvom klokken kun lige har passeret halv otte. Et par hundrede mennesker er mødt op til morgenmad, fællessang og kolde fadøl.

Her hersker der ingen tvivl om, at der fortsat er brug for at markere 1. maj.

- Jeg har fejret 1. maj i femten år, og det vil jeg blive ved med. Det er den dag, hvor vi arbejdere viser, at vi står sammen, fortæller gartner Finn Olsen.

Hans sidemand, Bo Sørensen, tilføjer:

- I en tid, hvor folk har nok i sig selv, er 1. maj efterhånden det eneste, der viser sammenhold og fællesskab.

Stadig noget at kæmpe for

Regeringens politik og resultatet af afstemningen af den nye overenskomst fik et slag over nakken i formand Henrik Lipperts tale, hvor slagordene også var kørt i stilling.

- Ulighed mellem rig og fattig er den største trussel. Vi må derfor arbejde for lighed, solidaritet og retfærdighed, tordnede Henrik Lipperts.

Ude ved bordene var der også utilfredshed at spore over vedtagelsen af overenskomsten.

- Det viser bare, at der stadig er meget at slås for. Se bare på lærlingenes vilkår ude på arbejdspladserne. De får ikke noget ud af den nye overenskomst. Så kampen er ikke slut endnu, mener Birger Kofoed Svendsen, der er murer.

Fra scenen lød også en musikalsk kommentar til resultatet af afstemningen. Ensemblet sluttede af med "De tvinger os i kamp igen".


Lagt på: 01. Maj 2007 11:40

Sidst ændret: 01. Maj 2007 12:23

Billedgalleri