107.061 underskrifter mod kvindehandel til socialministeren

Socialminister Eva Kjer Hansen modtog kasserne med underskrifter fra forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og kvitterede med at rose 3F for deres kampagne mod kvindehandel.

På årsdagen for 3F's kampagne "Stop Kvindehandel Nu", der samtidig var Kvindernes Internationale Kampdag, kunne 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og chefredaktør for Fagbladet 3F Palle Smed aflevere 107.061 underskrifter mod kvindehandel til socialminister Eva Kjer Hansen.

Der var ros til 3F for indsatsen fra socialministeren, da hun modtog kasserne med underskrifter.

- Der er brug for at få sat emnet på dagsordenen og få skabt en debat. Jeg er overordentlig glad for jeres deltagelse, lød det fra Eva Kjer Hansen.

Udover at sætte fokus på problemstillingen har kampagnen også nået sit andet mål: bedre vilkår for kvinder, der er blevet handlet. I regeringens nye handlingsplan mod menneskehandel får ofre for kvindehandel således mulighed for at blive i landet i op til 100 dage mod de eksisterende 15 dage.

I løbet af kampagnen er der desuden blevet indsamlet 300.000 kroner. Pengene går ubeskåret til krisecenteret Reden og til det rumænske krisecenter Reaching Out.

WWW:

107.061 danskere gør en forskel - læs mere på www.stopkvindehandel.nu

Billedtekst:

Socialminister Eva Kjer Hansen modtog kasserne med underskrifter fra forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og kvitterede med at rose 3F for deres kampagne mod kvindehandel.


Lagt på: 16. Marts 2007 00:06

Sidst ændret: 15. Marts 2007 11:12