En stribe a-kasser vil i starten af det nye år sagsøge Arbejdsdirektoratet med krav om at få tilbagebetalt op mod 50 millioner kroner fra statskassen.
Af Karsten Christensen, NET-Redaktionen
En stribe a-kasser vil i starten af det nye år sagsøge Arbejdsdirektoratet med krav om at få tilbagebetalt op mod 50 millioner kroner fra statskassen. Det er penge, som a-kasserne mener, at de uberettiget er tvunget til at tilbagebetale til 3.000-4.000 modtagere af efterløn og fleksydelse, der føler sig snydt for feriepenge i deres sidste arbejdsår.
De pågældende ældre har aktivt har bedt om vejledning i, hvordan de kunne udnytte et hul i ferieloven til at undgå en modregning på 10.000-12.000 kroner. De fleste blev rådgivet forkert, fordi Arbejdsdirektoratet ifølge a-kasserne havde informeret ukorrekt om muligheden.
Derfor vil a-kasserne ifølge sekretariatschef i a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke Torben D. Jensen sende den store regning for efterbetaling til de pågældende videre til statskassen via domstolene.
Samtidig har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) stævnet sit eget Arbejdsmarkedets Ankenævn i et forsøg på at få omstødt en kendelse i ankenævnet, der vil betyde tilbagebetaling af 250 millioner kroner til de langt over 20.000 ældre, der kunne have undgået at få modregning i efterlønnen for feriepengene, hvis de havde spurgt, og hvis de i givet fald havde fået den rette rådgivning i a-kassen.
Hvad stævningen går ud på, står hen i det uvisse, fordi ministeren ikke vil offentliggøre ordlyden. Begrundelsen er, at stævningen indeholder personfølsomme oplysninger. Torben D. Jensen siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at han står helt uforstående overfor den beslutning.
- Det her er en sag af stor interesse for rigtig mange mennesker. Derfor kan stævningen være interessant læsning. Ministeriet kunne jo bare anonymisere indholdet i den, siger Torben D. Jensen.
Den retssag, som ministeren lægger op til, betyder ifølge Beskæftigelsesministeriet, at sagerne om tilbagebetaling af de tilbageholdte feriepenge til efterløns- og fleksydelsesmodtagerne stilles i bero. To eksperter i arbejdsret har ellers fastslået, at det vil være i strid med grundloven at undlade at betale pengene tilbage, mens sagen står på, men den udlægning afvises af ministeriets juridiske chef, Lise Fangel.
Lagt på: 19. December 2006 08:50
Sidst ændret: 19. December 2006 12:01