23.s.28-29-kvindehandel carmen
Hun smiler forførende til mig. Hendes barm er næsten blottet, og hvis hun har trusser på, så er de så små, at de tre stabler jetoner på spillebordet foran hende fuldstændig dækker for udsynet til det eventuelle stykke lingeri.
Det er ikke første gang, jeg møder hende. Faktisk er det nu fjerde gang inden for et år, at hun fra sin plakat i lufthavnen hilser mig velkommen. Som den jævnligt besøgende jeg er, ved jeg, at hun ikke er den eneste kvinde, der venter på at lede mig i fordærv. Jeg ved, at inden jeg står med min kuffert på parkeringspladsen uden for lufthavnsbygningen, så har mere end en håndfuld unge kvinder kontaktet mig og forsynet mig med et bredt udvalg af brochurer og visitkort fra byens førende stripbarer, massageklinikker og escortbureauer.
Jeg er i Bukarest - hovedstaden i Rumænien. Det er 20. november 2006, og det er næsten et år siden, jeg første gang besøgte landet, hvor prostitution er ulovligt, hvor prostituerede betragtes som kriminelle, og hvor handel med kvinder kan give op til 20 år i skyggen. Officielt altså.
Virkeligheden er en ganske anden.
For mindre end et år siden udgav jeg mig for at være en sexkøbmand fra Danmark, som var interesseret i at købe en sexslave, jeg kunne tage med mig tilbage til København. En sigøjnerfamilie i bordelkvarteret bag Nordre Banegård i Bukarest var parat til at opfylde mit ønske. For 15.000 kroner solgte de mig 16-årige Carmen. De garanterede mig, at hun var min med hud og hår, og de forsikrede mig om, at hun var et godt køb.
"Hun er en kvinde, der kan det hele", sagde sigøjnerkvinden Violetta, da vi afsluttede handlen, og de 15.000 kroner skiftede hænder.
Hvis Carmen havde været en af de 19.999 andre rumænske kvinder, som hvert år bliver solgt, så var hun måske endt i et kælderlokale på Vesterbro i København eller på et nedlagt husmandssted i Vestjylland. Men i stedet for at sælge hende til prostitution i Danmark kørte jeg hende hen på et rumænsk krisecenter for kvinder, som har været ofre for menneskehandel. Her var jeg overbevist om, at hun var i sikkerhed, men jeg skulle blive klogere.
Efter tre måneder på centret vælger Carmen at melde menneskehandlerne til politiet. Ganske kort tid efter at hun har gjort det, begynder hun at modtage trusler fra dem.
- De ringede på min mobil og sagde, at hvis jeg ikke kom tilbage til dem, så ville de komme efter min familie, fortæller Carmen.
Truslerne bliver ved, og til sidst kan Carmen ikke længere stå imod. Hun stikker af fra krisecentret og vender tilbage til sigøjnerfamilien og deres bordel i gyden bag Nordre Banegård i Bukarest.
- Det var forfærdeligt. De holdt mig indespærret, og de tvang mig til at være sammen med voldelige kunder, fortæller Carmen, da jeg møder hende igen for en måned siden.
Straks efter at Carmen er forsvundet fra krisecentret, går centrets leder, Iana Matei, i aktion. Hun beder politiet om at storme sigøjnernes bordel og befri Carmen. Men selvom Carmen er mindreårig, og selvom politiet har set de skjulte optagelser af handlen mellem mig og sigøjnerfamilien, mener de ikke, at der er beviser nok til at tage affære. Først tre måneder senere befrier politiet Carmen og fire andre piger. To af dem er kun 14 og 15 år gamle.
Det er nu næsten et halvt år siden, Carmen blev befriet. Hun er tilbage på krisecentret. Hun er i mellemtiden blevet 17 år, og hun er begyndt at gå i skole. Hun har også fået et fritidsjob på et hotel, hvor hun arbejder som stuepige.
- Det går rigtig godt, ja, faktisk så godt, at de har tilbudt mig at komme i lære som receptionist, men jeg ved ikke rigtig, om det er det, jeg vil. Jeg vil bruge lidt tid til at tænke over min fremtid, siger Carmen.
Hun er smilende og glad. Vi pjatter, og hun har nemt til latter, men under den glade overflade lurer frygten. For selvom politiet stormede menneskehandlernes sted og befriede Carmen og de andre piger, og selvom prostitution er ulovligt i Rumænien, så mente dommeren ikke, at der var beviser nok til at fængsle menneskehandlerne. Derfor er de på fri fod i dag, og derfor må Carmen dagligt frygte for, at de endnu en gang vil forsøge at tvinge hende tilbage i prostitution.
- Det bliver svært at få et normalt liv, når jeg, hver gang jeg er ude, skal se mig over skulderen for at være sikker på, at de ikke er efter mig, siger Carmen, kort tid før jeg igen sætter mig ind i flyet til Danmark.
- Det bliver svært at få et normalt liv, når jeg, hver gang jeg er ude, skal se mig over skulderen for at være sikker på, at de ikke er efter mig, siger Carmen.
Lagt på: 15. December 2006 00:06
Sidst ændret: 13. December 2006 11:30
