Foto: Joachim Rode
Af: Karin Ravn, karin.ravn@3f.dk
- Kan du komme til et møde med direktøren mandag morgen klokken otte?
Den opringning - på en lørdag - gjorde ikke 24-årige Mohammad Rafieh, der er ansat på MAN Diesel i Frederikshavn, specielt rolig.
Han forbandt slet ikke samtalen med den mail, han for et godt stykke tid siden havde sendt til Fagbladet 3F, hvor han foreslog virksomheden i konkurrencen om årets arbejdsplads. Men da sagen blev opklaret - at direktør Lars Bjørn ville snakke med ham, fordi MAN Diesel var i finalen - blev det igen en hyggelig lørdag med huset og kæresten.
Mohammad Rafieh har altid drømt om at komme i metalbranchen og bygge skibe, selvom de ikke findes i Afghanistan, som han flygtede fra i 1999. Via sin bosniske svigerfar kom han til MAN Diesel, hvor der produceres fremdrivningsmotorer, propeller (skibsskruer) og generatoranlæg.
I Mohammad Rafiehs øjne en fabrik fuld af muligheder og et sted, der giver store chancer for personlig udvikling. Selv har han fået flere kurser; blandt andet et krancertifikat, som han kan bruge i den afdeling, hvor skibsmotorerne testes, inden de skibes ud.
Og så er her ingen udlændingepolitik, fremhæver han begejstret.
- Nej, her gør det ingen forskel, om man er afghaner, grønlænder eller københavner, siger tillidsrepræsentant Kai-Arne Jacobsen.
- Vi er gode til at tage hånd om hinanden, siger tillidsrepræsentant Kai-Arne Jacobsen.
På MAN Diesel er det "gået ud over" Lindy K. Bonderup (28), der slås med et for kort venstreben og dårlig ryg. Da der blev nedskæringer på den maskinfabrik, hvor han arbejdede, røg han ud og havde meget svært ved at få et nyt job.
Efter et godt stykke tid derhjemme og en arbejdsprøvning kører han nu truck og laver forefaldende arbejde på MAN Diesel - i et 37 timers fleksjob, hvor kommunen bidrager til lønnen.
- Vi er meget selvstændige her, kan tage det i vores tempo, og så har vi ingen chef i nakken hele tiden, siger Lindy K. Bonderup.
De fleste på MAN Diesel er "metallere". Også fællestillidsrepræsentant John Olesen, men han og Kai-Arne Jacobsen bruger ikke tid på at drøne rundt og markere faggrænser.
De store linjer blandt medarbejderne hedder kollegialt sammenhold og stor virksomhedsloyalitet - uden at det betyder, at alt er lyserødt midt i det fabriksfarvede.
En trivselsundersøgelse i foråret afdækkede problemer i nogle afdelinger. Der blev blandt andet udtrykt et behov for større ledelsesopbakning.
- Jeg siger det sådan, at hvis man ingen ris får, så har man gjort det godt nok, men sådan opfattes det jo ikke af alle, siger Kai-Arne Jacobsen, der ser frem til, at en massiv indsats blandt mellemlederne oven på trivselsundersøgelsen vil hjælpe på synligheden.
Direktør Lars Bjørn erkender blankt, at han ikke selv kan gå rundt og hilse godmorgen, men håber, at han kan stå for en synlig linje og konsekvens, der vil skabe tryghed på MAN Diesel.
- De gør det fantastisk flot, selv i situationer hvor de bliver presset grænsende til det urimelige. De vil, at tingene skal lykkes, siger Lars Bjørn, der har svært ved at tage ordet "kaos" i sin mund om de seneste måneder på fabrikken. Men præget af både tekniske og leveringsmæssige problemer har de været.
Et sted, hvor man kan komme i vejen for en 250 ton stor firetakt-skibsmotor, der på luftpuder bevæger sig til test, skal man passe på. Og i støberiet, hvor 1.500 grader flydende jern sender kaskader af lysglimt, gasser og sandskorn ud i luften - og alt omkring én er hedt - kræves der også agtpågivenhed for at undgå uheld og ulykker.
Heldigvis er der med årene kommet meget mere fokus på sikkerheden, fremhæver tillidsfolkene. Der er en velfungerende ordning med en fuldtids sikkerhedsleder, og den tilknyttede bedriftssundhedstjeneste tager jævnligt høre- og luftvejsprøver, ligesom der hele tiden findes sundere løsninger med hensyn til køle- og smøremidler.
Medarbejderne selv er også blevet gode til at indberette nærved-ulykker.
Tidligere hed fabrikken i Frederikshavn "Alpha Diesel" i folkemunde, så blev det MAN B&W Diesel A/S fra 1930'erne og frem, men nu er også B&W-navnet stort set historie.
Fra 1. september hedder fabrikken MAN Diesel A/S. Totakts-skibsmotorerne fra Frederikshavn bevarer dog B&W-mærket som brand. Det er nemlig fortsat et verdenskendt symbol for den kvalitet, der gør, at skibsudstyret stadig kan produceres i Nordjylland og ikke i Korea og Kina.
Se diashow om MAN Diesel her.
Lagt på: 03. November 2006 00:06
Sidst ændret: 02. November 2006 12:47
Fakta |
|
|