Ekstra Bladets sexannoncer skal ikke følges op med en advarsel mod tvangsprostitution, siger chefredaktøren. Her den falske annonce, Nyhedsbrevet 3F indrykkede i marts for at afsløre, at annoncer også tilbød sex med mindreårige.
Thomas Sæhl, Fagbladet 3F, thomas.saehl@3f.dk
Der er annoncer for tvangsprostituerede blandt de hundredvis af bordel-annoncer, der bringes i Ekstra Bladet.
Det medgiver Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert. Men han nægter pure at følge en opfordring fra Venstres folketingsgruppe om at bringe advarsler i avisen om, at der kan være tvangsprostituerede, der sælges gennem Ekstra Bladet.
- Skulle vi til at annoncere i vores egen avis for at advare mod det der? Det behøver vi ikke, for det ved enhver. Ekstra Bladet har skrevet mange artikler om det emne. Det må være måden at gøre det på.
Hænger din holdning sammen med, at I tjener rigtig mange penge på prostitutions-annoncer?
- Næh. Vores måde er ikke at annoncere hos os selv om, at man risikerer misbrug. Det gør 3F jo heller ikke. Når man melder sig ind i 3F risikerer man, at pamperne misbruger pengene til paladsbyggerier eller til at drikke sig fulde. Hvorfor advarer I ikke mod det? Pamperi er jo langt mere udbredt end tvangsprostitution, lyder svaret fra Bent Falbert.
Det er Venstre, der i et nyt udspil mod kvindehandel, slår til lyd for at medier, der tjener penge på prostitutionsannoncerne har et særligt ansvar i kampen mod kvindehandel. Medierne - og her er Ekstra Bladet klart det vigtigste - bør bringe en advarsel om, at der kan være tvangsprostituerede, der sælges via annoncerne, mener regeringspartiet.
- Forslaget er ment som en meget seriøs påmindelse til mændenes moral. Hvis de alligevel er inde på de sider, så skal de vide, hvad de har gang i. Og så lader de måske være, siger Anne-Mette Winther Christiansen, der er Venstres ordfører på området.
Men hvis det her er vigtigt for Jer, hvorfor laver i så ikke en lov, der tvinger medier som Ekstra Bladet til at bringe advarsler mod kvindehandel?
- Vi skal tale til mandens moral. Jeg hverken kan eller vil forhindre Ekstra Bladet eller andre i at bringe den type annoncer, men jeg kan tale til deres moral. De har et moralsk ansvar i den her sag, siger Anne-Mette Winther Christiansen.
Men al den snak om moralsk ansvar preller fuldstændig af på Ekstra Bladets chefredaktør.
- Problemet forsvinder jo ikke, fordi vi bringer sådan en advarsel. Det ville ikke gøre hverken fra eller til. Hvis politikere i Folketinget vil have, at der skulle indrykkes sådan nogle annoncer, så må de lovgive om det. Så vil vi rette os efter det, siger Bent Falbert.
Lagt på: 25. Oktober 2006 10:40
Sidst ændret: 25. Oktober 2006 11:35
Fakta |
|
Tjener godt på sexannoncer
Ekstra Bladet indkasserer knap 40 millioner kroner om året på bordel-annoncer. Omkring halvdelen reklamerer for udenlandske prostituerede. |