Fire mindreårige afrikanske prostituerede er fra mandag anbragt bag lås og slå i såkaldt sikrede institutioner for unge kriminelle mellem 15 og 18 år. Foto: Søren Zeuth

Mindreårige prostituerede endt bag lås og slå

Den kaotiske sag om mindreårige afrikanske prostituerede har dokumenteret to ting: Dels bagmændenes solide greb om de handlede piger, dels det danske samfunds manglende tilbud til mindreårige ofre for kvindehandel.

"Ikke en optimal hjælp..."

Det hører til sjældenhederne, at en kommunal topchef åbent erkender, at kommunens indsats slet ikke slår til. Men sådan karakteriserer vicekommunalchef Inger Marie Vynne fra Græsted-Gilleleje Kommune ikke desto mindre den foreløbige kulmination på sagen om tre mindreårige nigerianske prostituerede.

De tre mindreårige piger er - for øvrigt sammen med endnu en mindreårig nigeriansk pige, som politiet for nylig er stødt på i sexmiljøet omkring Istedgade i København - fra mandag anbragt bag lås og slå i såkaldt sikrede institutioner for unge kriminelle mellem 15 og 18 år.

Tvinges væk fra gaden

Forud var - som tidligere omtalt i Nyhedsbrevet 3F - gået en særdeles kaotisk weekend, hvor kommunens medarbejdere sammen med et massivt politiopbud forgæves havde søgt efter en mere fredelig indkvartering af de tre piger. Men undervejs gjorde pigerne så voldsom fysisk modstand, at forsøget måtte opgives.

Åbenbart er det kun i særligt sikrede ungdomsinstitutioner, at det danske samfund har mulighed for at holde så godt øje med de mindreårige piger, at de hverken kan skade sig selv eller andre, mens de med tvang holdes væk fra gadeprostitutionen og deres bagmænd.

Spørgsmålet er så bare, hvor stor en hjælp det er for mindreårige piger, der af menneskehandlere er blevet lokket eller tvunget til at prostituere sig for sexlystne danske mænd, at blive placeret mellem unge danske kriminelle.

Ifølge Inger Marie Vynne er hjælpen altså langt fra optimal.

Uskyldige bliver spærret inde

De mindreårige nigerianske prostituerede har ved at søge asyl bedt om det danske samfunds beskyttelse. Og på det område er loven glasklar: Som mindreårige, dvs. under 18 år, har pigerne et omfattende retskrav på effektiv beskyttelse fra de danske myndigheder.

Men som den kaotiske sag efterhånden er oprullet, så er bagmændenes greb om de handlede kvinder så solidt, at de mindreårige nigerianere er rædselsslagne for at komme væk fra gaden og kunderne.

"Vi har set nogle unge piger, der er ekstremt skræmte i et omfang, der oversiger alt, hvad vi tidligere har set," siger teamleder Erik Birch Nielsen fra Græsted-Gilleje Kommune.

Der har været gættet på årsagerne til pigernes angst og panik: At deres gæld til bagmændene vokser, mens de er indespærrede, at deres nærmeste i Nigeria kan være taget som gidsler eller deres forpligtelse til at sende penge hjem til ofte ludfattige familier i landsbyen.

Opbevaring inden deportation

På den baggrund har teamleder Erik Birch Nielsen medgivet, at han efter mere end 25 år inden for børneforsorgen kan komme alvorlig i tvivl om, hvor vidt indsatsen for de mindreårige overhovedet er en hjælp.

Eller om Danmark kun dulmer sin dårlige samvittighed ved at tvinge pigerne væk fra prostitutionen nogle uger eller måneder, inden myndighederne sender dem retur til Nigeria, hvor de med stor sandsynlighed igen risikerer at havne i bagmændenes kløer.

Ifølge Erik Birch Nielsen er det selve perspektivet for kommunens indsats, det er galt med:

"Vi kan dybest set kun opbevare pigerne, indtil deres asylsager er behandlet. Det mest sandsynlige resultat af asylsagerne er jo, at pigerne returneres til deres hjemland. Så vi kan som den ansvarlige kommune ikke give pigerne et perspektiv, der peger frem mod et bedre liv. Og det er ellers grundtanken i almindeligt omsorgsarbejde," siger Erik Birch Nielsen og tilføjer:

"Vi mangler simpelthen de nødvendige værktøjer i sådanne sager."

Bolden spillet videre til regeringen

Endelig er der spørgsmålet om hvor pigerne kan "opbevares", inden de med stor sandsynlighed deporteres hjem til Nigeria. Om det siger vicekommunalchef Inger Marie Vynne:

"Det optimale ville have været et tilbud på asylcenter Gribskov," medgav hun i radioprogrammet P1 Morgen onsdag.

Altså et tilbud til de mindreårige prostituerede, der både beskytter dem mod bagmændenes forsøg på at tvinge dem tilbage til gaden, og beskytter pigerne mod at skade sig selv.

For som vicekommunalchefen også tilføjede: En kommune som Græsted-Gilleleje er "overhovedet ikke gearet til at håndtere den slags situationer." For med indkvarteringen af de mindreårige piger i ungdomsfængsler har kommunen "udtømt sine muligheder."

I stedet håber Inger Marie Vynne nu på, at Integrationsministeriet udarbejder et forslag til en bedre løsning. Med andre ord er bolden nu spillet væk fra en mindre nordsjællandsk landkommune som Græsted-Gilleleje - og lige ind på Christiansborg.

Forhåbentlig står nogen klar til at gribe den bold!


Lagt på: 18. Oktober 2006 12:10

Sidst ændret: 18. Oktober 2006 13:23