I EU er ligestilling en af de bærende værdier, og derfor må vi selvfølgelig have undersøgt, hvad dommen har af konsekvenser. For kvinden vil jo altid være den, der føder børnene, og derfor den, der kommer bagud på anciennitet, siger Ole Christensen, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet og Beskæftigelsesudvalget.

Parlamentet undersøger ligeløns-dom

Beskæftigelsesudvalget i Europa-Parlamentet vil have undersøgt konsekvenserne af Cadman-dommen, der i sidste uge afgjorde, at kvinder kan få mindre i løn end mænd, blot det begrundes i anciennitet.

Beskæftigelsesudvalget i EuropaParlamentet vil nu have undersøgt de juridiske konsekvenser af den såkaldte Cadman-dom fra EF-domstolen, der i sidste uge afgjorde, at kvinder kan få mindre i løn end mænd, selvom de laver præcis det samme - blot det begrundes i anciennitet.

- Da vi hørte om den her dom, blev vi mildt sagt overraskede over, at man qua anciennitet går ind og siger god for, at kvinder får mindre i løn, siger Ole Christensen, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet og Beskæftigelsesudvalget.

- I EU er ligestilling en af de bærende værdier, og derfor må vi selvfølgelig have undersøgt, hvad dommen har af konsekvenser. For kvinden vil jo altid være den, der føder børnene, og derfor den, der kommer bagud på anciennitet. Vi skal have undersøgt, hvordan det kan være lovligt, og om der er behov for justeringer i forhold til lovgivningen på EU-niveau - og i forhold til overenskomsterne er det selvfølgelig på nationalt niveau, siger Ole Christensen.

Hænger ikke sammen

Sagen fra EF-domstolen omhandler den 44-årige engelske sundhedsinspektør, Bernadette Cadman, der tabte sin sag om ligeløn, som hun havde rejst, fordi hendes mandlige kolleger tjente op til 100.000 kroner mere end hende - selvom de lavede nøjagtigt det samme.

Men eftersom de alle sammen var aflønnet via anciennitetsløn, var det helt i orden at give hende mindre i løn, afgjorde EF-domstolen.

Barnadette Cadman med sin fagforening Prospect i ryggen mente på den anden side, at selvom mændene havde længere tids erfaring, skulle de ikke have mere i løn. Hun påpegede, at kvinder på den måde aldrig kan opnå den samme anciennitet, fordi de har større fravær på grund af barsel.

Europaparlamentariker Ole Christensen mener heller ikke, dommen hænger sammen med, at man fra EU-landenes side gerne vil have flere kvinder ud på arbejdsmarkedet.

- Når kvinder ligefrem skal straffes, når de kommer tilbage på arbejde på grund af deres barsel, er der noget galt. Europa mangler børn, og EF-dommen fastholder problemet med, at mange kvinder føler sig tvunget til at vælge mellem karriere og familieliv, siger Ole Christensen.


Lagt på: 10. Oktober 2006 12:30

Sidst ændret: 10. Oktober 2006 14:21